Der er masser af forskelligt tøj, legetøj, sko og udstyr i den nye butik, Flowerkids.

Der er masser af forskelligt tøj, legetøj, sko og udstyr i den nye butik, Flowerkids. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Flowerkids: Børnebutik er åbnet på Rådhuspladsen

Tina Bonde Jakobsen har åbnet en børnebutik under Alexandra Blomster på Rådhuspladsen

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

børn Normalt forbinder man ikke en blomsterbutik med børnetøj, legetøj og babyudstyr, men det er ikke desto mindre tilfældet på Rådhuspladsen 5 i Aarhus.

I etagen under Alexandra Blomster har 34-årige Tina Bonde Jakobsen nemlig åbnet reshopper-butikken Flowerkids. Det er hendes forældre, der har blomsterforretningen. Der har tidligere været brugskunst i underetagen, men det er nu blevet skiftet ud med 64 reoler fyldt med børnetøj i størrelse 0-14 år samt babyudstyr, ventetøj, sko og legetøj.

Konceptet er, at man kan leje en reol hos Flowerkids, og så sørger Tina Bonde Jakobsen for at sælge varerne for dig. Hun tager 12,5 procent i kommission, og på telefonen kan man så holde øje med, hvor meget hun har solgt for til den enkelte reol-lejer.

Sygdom startede butikken

Tina Bonde Jakobsen skulle tilbage på jobbet som sygeplejerske, da hun var færdig med at have barsel med hende og manden Lars' yngste barn, der nu er halvandet år. Hun var skiftet fra at være sygeplejerske i hjemmeplejen til nu at være på sygehuset, samtidig var hendes OCD (Obsessive Compulsive Disorder er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger), som hun nok altid har lidt af, blevet så udpræget, at hun ikke havde det godt.

"Jeg endte med en sygemelding. Jeg har altid knuselsket at være sygeplejerske, men jeg var i tvivl, om jeg skulle tilbage. Jeg kunne ikke gå udenfor med mine børn, for mit OCD handler meget om hygiejne. Min mor har hjulpet mig rigtig meget i den her situation, og så talte vi om, at det var en mulighed at åbne butikken her, og det gjorde jeg så," siger Tina Bonde Jakobsen.

Butik til gavn for miljøet

Ved at åbne Flowerkids føler hun, at hun gør noget godt for miljøet.

"Tøj-produktion er jo en af de store syndere i forhold til CO2, og samtidig bruger man jo ikke tøjet særlig længe, når børnene er små. Det er fedt at tjene lidt på det her, og andre samtidig kan få lækkert tøj til børnene billigt. Jeg vil gerne have, at folk får noget ud af det, og samtidig går tøjet i cirkulation," siger Tina Bonde Jakobsen, der bor i Holstebro sammen med manden og deres to børn, så hver dag kører hun frem og tilbage mellem de to byer, men det generer hende ikke.

          

Indslaget er produceret af TV Aarhus, Palle Hansen

"Jeg får hørt en masse lydbøger og klaret en masse opkald, så når jeg kommer hjem, kan jeg slappe af og være til stede. Jeg har aldrig rigtig beskæftiget mig med blomster før, men det har mine forældre og to søskende, som alle er i butikken, så det er et rigtig familieforetagende, som jeg nu også er en del af. Jeg har lært at binde buketter, og det er super fedt at være her," fortæller Tina Bonde Jakobsen med et stort smil.

Lidt usynlig

Ved første øjekast er det mest blomsterne udenfor Alexandra Blomster, der fylder på hjørnet af Rådhuspladsen og Hans Hartvig Seedorffs Stræde, men man kan ikke undgå at se, at der står stativer med børnetøj sammen med blomsterne.

"Selv om det ikke syner så stort udefra, så er butikken ret stor, og jeg håber, at der er en masse, der kommer forbi," lyder det fra Flowerkids-indehaveren.

Det er i øvrigt hendes mand Lars, der har fundet på navnet til forretningen, og det var oplagt på grund af blomster- og børnetøjsbutikken under samme tag.

Se mere på flowerkids.dk

Publiceret 03 December 2019 06:00