Café Grene.

Café Grene. Foto: Aarhus Update

Madanmeldelse af Søstrene Grene Café:

Spisestedet over byens puls

Generelt pæne portioner til gode priser, lyder det fra anmelderen

Af
Vicky Mørch

Aarhus Update

madanmeldelse Søstrene Grene Café ligger på første sal inde i selve butikken på Søndergade. Her fungerer det som et moderne cafeteria, hvor man bestiller ved kassen og betaler med det samme. Der er en hyggelig stemning og en inspirerende indretning.

Vi besøgte dem på et travlt tidspunkt, og så skal man væbne sig med tålmodighed - for de var ikke helt gearet til mange mennesker.

Today’s Special

Hos Søstrene Grene Café kan man blandt andet få Dagens Ret, og den skulle vi selvfølgelig afprøve. Det var en salat med varmrøget laks, kolde kartofler, sprøde radiser og ærter. Kartoflerne var desværre lidt overkogte, og ærter var der mere end rigeligt af.

Dagens ret.

Dagens ret. Foto: Aarhus Update

Der var også feta i salaten, hvilket ikke helt passer ind. Til gengæld havde retten en god syre fra den lækre vinaigrette, og det passede godt til laksen og kartoflerne.

Pasta med pesto kan også noget

Pastasalaten var med en lækker pesto, rød peberfrugt, feta, oliven og solsikkekerner. Den røde peber og solsikkekernerne var gode sprøde elementer i salaten. Der var sten i olivenerne - men det gør faktisk ikke noget - for de her oliven var rigtig smagfulde. En god og helt enkel ret.

Pasta med pesto.

Pasta med pesto. Foto: Aarhus Update

Klassisk panini med masser af smag

Deres panini er lavet med lækkert brød, mozzarella, persille pesto, tomat og rødløg. Vi tilkøbte salami for 10 kr. - og det helt klart værd at få med! Det er tynde skiver og giver ekstra smag til paninien. Generelt er det en god og klassisk kombination af råvarer - og det virker.

Klassisk panini.

Klassisk panini. Foto: Aarhus Update

Tapas, som vi kender det

Tapasbrættet er ved at være en kendt figur på de danske caféer - og det er ingen undtagelse her. Søstrenes Tapastallerken bestod af parmaskinke, chorizo, en hård ost, brie, syltet rødløg, oliven, kapers, saltede mandler, oliventapenade og appelsinmarmelade. Størrelsen på tapasbrættet var moderat.

Tapasbrættet.

Tapasbrættet. Foto: Aarhus Update

Brien var mild og forholdsvist fast. Parmaskinken var okay, men der var ikke noget specielt ved den. Det er klassisk dansk tapas, og det er en sikker tallerken - men der er heller ingen overraskelser.

Kokos indtager scenen til sidst

Vi sluttede måltidet af med deres frugttærte og banankage. De blev begge varmet efter tjenerens anbefaling, og det fungerede fint.

Banankagen var med en mørk, lidt bitter chokolade, og det fungerede rigtig godt til sødmen fra bananen. Øverst var der kokos, som gav et godt knas til den ellers bløde kage.

Banankagen.

Banankagen. Foto: Aarhus Update

Frugttærten blev serveret med creme fraiche, og det passede godt til den syrlige bærblanding. Der var en god, sprød skorpe på tærten. Dog fik kokossen overhånd i den her dessert, for der var lige til den gode side.

Friske drikkevarer

Til maden smagte vi deres friskpresset juice og økologiske cortado.

Juicen var dejlig frisk i smagen og lavet af rødbede, gulerod, æble og ingefær. Man kunne især smage gulerod og rødbede, og ingefæren gav en god varme i eftersmagen. Det kunne være lækkert med to slags juice på menukortet - uden at der går juicebar i den.

Cortadoen var god, men måske lige til den bitre side. Der var en passende mængde mælk til, og kaffebønnen var friskmalet - og det er lækkert.

Kaffen.

Kaffen. Foto: Aarhus Update

Hvad var prisen?

● Dagens ret med laks, kartofler og grønt til 78 kr.

● Pastasalat til 68 kr.

● Panini m. tilkøb af salami til 66 kr.

● Tapastallerken til 100 kr.

● Frugttærte til 39 kr.

● Banankage til 33 kr.

● Friskpresset juice til 28 kr. stykket

● Økologisk cortado til 31 kr.

I alt kostede det 485 kr. for to personer.

Indretningen hos Café Grene.

Indretningen hos Café Grene. Foto: Aarhus Update

Vurdering

Søstrene Grene Café er et lille og hyggeligt sted over den travle og pulserende gågade. De serverer nogle gode retter, og der er et forholdsvis jævnt middelniveau.

Det er generelt pæne portioner til gode priser. Men dagens ret skal finpudses, for at den sidder helt i skabet. Kokosbalancen i frugttærten fortjener også et eftersyn, for jeg savner smagen af bær.

Det er dog i det små, at problemerne skal findes - og det betyder, at til prisen er Søstrene Grene Café et ganske godt sted at indtage sin frokost. Især når man tager priserne i betragtning.

Søstrene Grene Café Aarhus

  • Søndergade 11 - på første sal
  • 8000 Aarhus C

Publiceret 12 October 2019 10:00