Fremover skal bybusserne køre på el. Byrådet har afsat 10 millioner over de næste fire år.

Fremover skal bybusserne køre på el. Byrådet har afsat 10 millioner over de næste fire år.

Budgetforlig: Flere el-busser, træer og en renere by

Partierne bag de kommende fire års budget for Aarhus Kommune vil investere i at gøre Aarhus til en grønnere og renere by

Budget Aarhusianerne kan i de kommende år se frem til, at der bliver plantet flere træer, og at der bliver skruet op for renholdelsen. Partierne bag de kommende fire års budget for Aarhus Kommune vil investere i at gøre Aarhus til en grønnere og renere by. Det oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Syv millioner til bytræer

I foråret blev det markeret, at der siden 2017 er blevet plantet 500 bytræer indenfor Ringgaden. Men med en ambition om at plante 10.000 bytræer inden 2025, er det åbenlyst, at der er behov for flere penge, hvis ambitionen skal indfries. Derfor er partierne bag budgetaftalen enige om at øremærke næsten syv millioner kroner over to år til bytræer.

"Byrådet har længe været enige om det ambitiøse mål om at plante 10.000 bytræer inden 2025, men der har ikke været nok penge til at indfri målet. Derfor er jeg glad for, at der ved forhandlingerne har været vilje til at afsætte yderligere penge, så vi kan sætte fart på udviklingen, så Aarhus bliver et grønnere sted at bo," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i pressemeddelelsen.

Træerne skal vælte selv

Marselisborgskovene skal være vildere. Partierne bag dette års budgetforlig vil bruge to millioner kroner mere hvert år på at rejse ny skov, og der er derudover afsat penge til, at Marselisborgskovene syd for Aarhus skal forvaltes som vildtskov. Det betyder, at man i stedet for at fokusere på skovhugst driver skoven med biodiversitet og friluftsliv som hovedformål. De fleste træer vil få lov til at blive stående og vælte af sig selv, og der vil kun blive fældet træer af hensyn til naturpleje og sikkerhed for skovens gæster.

"Aarhus skal også være grønnere udenfor Ringgaden. Ved at omdanne Marselisborgskovene til vildskov sikrer vi et rigere dyreliv og en større variation i skoven. Det betyder også, at det bliver en større oplevelse at besøge skoven, så på sigt bliver Marselisborgskovene et endnu mere populært udflugtssted end i dag," siger Bünyamin Simsek.

6 millioner til skraldespande

Der er også afsat flere penge til at gøre Aarhus til en renere by. De 6 millioner kroner kan blandt andet gå til udskiftning skraldespande i Midtbyen til nogle med større kapacitet, udvidelse af renholdelsen og flere initiativer og løsninger, som kan sikre vedvarende adfærds- og holdningsændringer.

"Hverken aarhusianerne eller byens gæster kan være tjent med synet af en by, hvor der ligger affald i gaderne. Derfor skal vi intensivere indsatsen og både arbejde for adfærdsændringer men også have blik for det helt lavpraktisk som f.eks. udskiftning af skraldespandene. Min klare ambition er, at vi skal være Nordens reneste by," siger Bünyamin Simsek.

Flere el-busser

Med en investering på 10 millioner kroner vil byrådet fremrykke omstillingen til el-busser, så den er fuldført i 2027. Samtidig investerer byrådet 21 millioner kroner i ladeanlæg til el-busserne, der både vil sænke CO2-udledningen i bytrafikken og forbedre luftkvaliteten i Midtbyen.

"Jeg er glad for, at byrådet deler min holdning om, at vi skal have gang i omstillingen til el. Vi er bagud i Aarhus på det punkt, og det får vi nu rettet op på," siger Bünyamin Simsek.

tsj

Publiceret 20 September 2019 07:32