Reportage: Masser af store skibe, sommer og ingen ræs

Tall Ships Races er kommet til Aarhus, som i år er sluthavn for første gang

Af
Anders Michaelsen

TALL SHIPS RACES 'Ved du, hvor der er race henne?'

En ældre herre kigger med lige dele forvirring og foragt for det dumme spørgsmål, der er kommet ind med firetoget. Der er ikke noget ræs, fortæller han. Det er slut.

Og slutte - det gjorde det - for første gang nogensinde i Aarhus, hvor de store skole og- øvelsesskibe anduvet mellem Navitas og Dokk1 i går, hvor de nu ligger til kaj til og med søndag.

Men hvis der ikke er noget 'race' tilbage i Tall Ships Races, hvad er der så?

Øl og mexicansk hornmusik

'Må man ringe på den der?'

En lille drenge på sin fars skuldre peger på skibsklokken på det mexicanske skib Cuauhtemoc, hvis højtalersystem spiller hornmusik fra hjemlandet til ære for dagens gæster.

'Nej, det må man ikke, fordi så skal man give gratis omgang,' svarer faren - muligvis klog af skade. Og i dag er ikke en god dag at ringe på klokken, med mindre man har vundet i Lotto. For den skyfrie solskinshimmel og de store skibe har lokket masser af gæster og besøgende til området omkring Tall Ships Races.

En af dem, der er kommet i dag, er Jesper Kristensen. Han fortæller, hvordan han har fulgt det norske skib Christian Radichs færd i racet på internettet. Et skib han også har sejlet med. Men spurgt til, hvorfor han er her i dag, er han meget klar i spyttet.

"Jeg er her for øllene og musikken," svarer han.

En anden der er kommet i dag er Martin Bredkær fra Hørning, som er kommet med sin kone og to drenge.

"Vi er her for at se de store skibe. Vi sejler selv, så lidt for at vise børnene, at de også findes i nogle andre størrelser. Ellers er vi her for at mærke hyggen og stemningen her i Aarhus, og så er der jo dejligt vejr," siger han. Desværre nåede familien ikke ombord og på besøg på nogle af de store skibe i tide.

"Så for børnene har det nok været legepladserne, der har været højdepunktet," siger han og griner.

Og sådan er der generelt en afslappet sommerfest-stemning rundt omkring på havnen. I et hav af jazz, burgerboder, fadøl, solbriller, en lirekassemand, et pariserhjul og Søs Fenger er der hverken stress eller noget som helst ræs. Og det er nok også bedst sådan.

Publiceret 02 August 2019 22:00