Illustration: Aarhus Kommune

Illustration: Aarhus Kommune

Vanddragens exit kan skabe sydlandsk stemning i Aarhus

Udeservering, grønne områder, springvand og opholdssteder - der er store planer med Lille og Store Torv

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

forandring Direktør for Aarhus City Forening Claus Bech er en tilfreds mand. Han glæder sig nemlig over, at meget tyder på, at vandskulpturen Vanddragen på Store Torv bliver kørt på depot. Hans ønske har længe været, at der blev lavet en helhedsplan og kom til at ske forandringer på både Lille og Store Torv, og at skulpturen bliver fjernet, som Lokalavisen Aarhus også tidligere har skrevet.

Hans ønske er nu tæt på at gå i opfyldelse, for står det til rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), skal den køres på depot hurtigst muligt, så man kan gå i gang med at realisere de planer, der er i støbeskeen til torvene. Hvis alt går efter planen indstiller Simsek forslaget til byrådet, så det enten kommer på mødet lige inden sommerferien eller også lige efter.

"Det er godt, at vi har en cityforening, der er så visionær. Vi har haft et godt samarbejde omkring tankerne for torvene. Det er vigtigt at huske på, at det her ikke kun er et politisk ønske, men at det faktisk er de handlendes ønske. Det er vigtigt, at vi har en cityforening, der er med til at skubbe på, så det bliver realiseret," siger Simsek.

Direktør håber på et ja

Claus Bech fra Aarhus City Forening lægger ikke skjul på, at han mener, at byrådet bør godkende projektet, som vil styrke denne del af byen, og han roser samtidig rådmanden for handlekraft.

"Vi ville få en form for sydlandsk stemning på torvene. Det vil blive et område med liv og mulighed for ophold, og som samtidig er friholdt for alt for mange mystiske arrangementer og demonstrationer, og det vil være til stor glæde for de omkringliggende forretninger," siger Claus Bech.

Tanken er, at der stadig skal være en form for springvand på Store Torv, men hvordan, det skal se ud, er stadig uvist. Idéen er, at det pumpeanlæg, der ligger under jorden til fem-seks millioner kroner, fortsat skal anvendes, så det ikke går til spilde.

Udeservering skaber liv

En af de store forandringer på torvene er, at der er lagt op til udeservering. Paustian på Lille Torv er allerede godt i gang, men der bliver også leget med tanken om, at Hotel Royal skal tilbage til tidligere tider med kaffe og udeservering på Store Torv.

"Der er ingen tvivl om, at udeservering og et grønt miljø vil gøre en stor forskel for området," mener Claus Bech.

Hos Atrium, der er restauranten på Hotel Royal, håber indehaver og restaurantchef Søren Jakobsen, at udeservering bliver en realitet.

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, glæder sig over, at planerne om at få Vanddragen fjernet fra Store Torv er rykket et skridt nærmere.

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, glæder sig over, at planerne om at få Vanddragen fjernet fra Store Torv er rykket et skridt nærmere. Foto: Arkivfoto

"Vores drøm er helt klart, at Hotel Royal bliver som tidligere. Det vil være helt oplagt at gøre som den gang. Vi har fået genetableret den gamle ind- og udgang, så man kan gå direkte fra Atrium og ud på Store Torv," siger Søren Jakobsen og fortsætter:

"Hvis vi kan lave udeservering, så vil det give os det, vi har længdes efter nemlig, at restauranten ikke kun er en del af Hotel Royal. Alle er velkommen hos os, men man skal gennem receptionen for at komme ind i restauranten, og det er en barriere for mange."

Pengene skal findes

Projektet er en 10-årig plan for området, men ifølge Simsek behøver det ikke tage 10 år, hvis det kan lade sig gøre før. I første omgang beder han om, at der bliver fundet fire millioner kroner og så løbende flere penge, så torvene kan blive forvandlet til et bedre, smukkere og grønnere område.

"Vi kan ikke grave det hele op på én gang, for det vil genere for meget. Vi vil gerne vise, at Aarhus er en gammel vikingeby, så det bliver også tænkt ind i den belægning, der skal lægges. Det er dog ikke alle steder, der kommer ny belægning på. Tanken er, at vi starter omkring Store Torv og over 10 år bevæger os frem til Vor Frue Kirkeplads," siger Bünyamin Simsek og understreger, at hvis han alene kunne bestemme, så ville man allerede næste år kunne sidde på en bænk under et træ og nyde området.

Han mener, at Vanddragen allerede kan blive fjernet til oktober.

Publiceret 18 June 2019 12:52