Administrerende direktør for Paustian Aarhus, Susanne Kristensen, er begejstret for, at Café Paustian er åbnet, og at der er blevet plads til, at 60 mennesker kan sidde udenfor.

Administrerende direktør for Paustian Aarhus, Susanne Kristensen, er begejstret for, at Café Paustian er åbnet, og at der er blevet plads til, at 60 mennesker kan sidde udenfor. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Paustian har slået dørene op til en café midt på Lille Torv

60 mennesker kan nu sidde og nyde lidt at drikke hos Café Paustian på Lille Torv

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

café Lille Torv er blevet hygge og en café rigere. Designbutikken Paustian har nemlig valgt at åbne Café Paustian med 60 siddepladser udenfor.

Administrerende direktør hos Paustian Aarhus, Susanne Kristensen, har gennem en længere periode puslet med tanken om, at Paustian skulle have en café, og da hun læste Aarhus Kommunes planer for området, blev tankerne til virkelighed.

"Der er rigtig mange, der forbinder det med en oplevelse, når de er ude at handle, så det er helt oplagt at have en café. Derudover har vi haft en masse kunder, der har efterspurgt det, og det handler altid om, at man skal gøre sig attraktiv overfor kunderne," siger Susanne Kristensen.

Indtil videre kan man kun sidde ude, men tanken er, at der skal være indeservering, når kulden igen trækker ind over Danmark senere på året, og næste år er det planen, at man skal kunne sidde både inde og ude.

Her i begyndelsen kan man købe forskellige drikkevarer, kaffe, te, enkelte drinks og læskedrik, ligesom der bliver serveret lidt sødt og salt til ganen. Maden kommer først til senere. I første omgang kommer der nogle lette frokostretter, som kunderne kan tage fra et køleskab. Måske bliver der mere mad med tiden - det afhænger af, hvad der er efterspørgsel på.

God modtagelse

Caféen åbnede 31. maj i forbindelse med Verdensbilleder i byen, og indtil videre har kunderne taget rigtig godt imod Café Paustian, der har sin egen indgang ved siden af hovedindgangen til Paustian.

"Folk synes, det er en god idé, og mange har nydt det gode vejr, der har været. Der er sol fra klokken 12 og resten af vores åbningstid, så på den måde bliver vores caféområde også attraktivt," siger Susanne Kristensen, der har oplevet, at byens turister har fået øjnene op for caféen.

Hun har i hvert fald bidt mærke i, at turisterne har taget et lille hvil og nydt en kop kaffe mellem turistattraktionerne, og det glæder hende.

"Det er jo naturligt at have sådan et lille åndehul her på Lille Torv," siger den administrerende direktør, der venter på, at der kommer læhegn og parasoller hjem, så området til udeserveringen bliver helt færdigt og fint.

Ægte torvestemning

Udover café-bevillingen har Paustian også fået tilladelse til at have en stadeplads foran forretningen. Her skal der være blomster og planter i forbindelse med caféområdet.

"Vi vil rigtig gerne skabe en ægte torvestemning. Mange steder blandt andet i Frankrig forbinder man blomstermarked og caféliv med torvestemning, og det vil vi gerne have her også," siger hun.

Jul på torvet

Selv om det kun er i sommerhalvåret, der er planer om at have udeservering, så leger Susanne Kristensen lidt med idéen om at lave julestemning og -hygge på torvet.

"Det afhænger lidt af, hvordan caféen udvikler sig, og hvilken form for julestemning, der bliver skabt i byen, men det kunne være hyggeligt at lave et eller andet til jul," siger hun.

Publiceret 14 June 2019 14:00