Nikolai Flyvbjerg Kristensen (til venstre) og Jonas Olesen åbner Float Studio i Fredensgade 42g til august.

Nikolai Flyvbjerg Kristensen (til venstre) og Jonas Olesen åbner Float Studio i Fredensgade 42g til august. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Flydende terapi:

Float Studio åbner i Aarhus

Til august åbner et helt nyt og flydende behandlingssted i midten af Aarhus

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

terapi Float Studio. Hvad i alverden er det, tænker du måske. Du kan sikkert gætte dig til, at det er noget med at flyde, og det er ikke helt forkert.

Danmarks første Float Studio åbner nemlig i Aarhus 3. august i Fredensgade 42g. Det er silkeborgenserne 31-årige Nikolai Flyvbjerg Kristensen og 30-årige Jonas Olesen, der står bag det helt nye center, hvor vand er terapiformen.

De store tanke, der bliver fyldt med saltvand, hvor saltindholdet er højere end i Det Døde Hav, er ifølge de to indehavere, effektive til at hjælpe mod angst, depression, smerter og samtidig give indre ro og personlig udvikling.

"Man lægger sig simpelthen ned i tanken med vand. Det unikke er miljøet, for man bliver ikke forstyrret, for man kan hverken se eller høre noget i tanken. Vandet har samme temperatur som huden, så efter et stykke tid, kan man ikke mærke, om man har vand eller luft omkring sig. Det giver en helt særlig ro og følelse i kroppen, når man har ligget der i en time," forklarer Jonas Olesen, og Nikolai Flyvbjerg Kristensen supplerer:

"Hvis man har lyst, kan man beholde lyset tændt i tanken, og der er også mulighed for at høre stille musik, men vi anbefaler, at man ikke får ydre påvirkninger."

En oase midt i kaos

Med det nye Float Studio vil de to kammerater gerne skabe en oase i byens kaos, hvor kunderne kan komme og slappe af og glemme alt om det, der foregår udenfor.

Det er denne tank, man ligger og flyder i.

Det er denne tank, man ligger og flyder i. Foto: Pressefoto

"Man har en helt særlig følelse efter en behandling. Det betyder også, at det er vigtigt, at man nyder velværen og tænker over, hvordan det var, når man er færdig med at ligge i tanken," siger Nikolai Flyvbjerg Kristensen.

For at give kunderne så god en oplevelse som muligt bliver der et afslapningsrum i det 170 kvadratmeter store Float Studie. Her kan man sidde og koble af bagefter og reflektere over, hvad man har oplevet i vandet, samtidig med, at man nyder en kop te eller juice.

En form for selvbehandling

Hos Float Studio er det ikke de to ejere, der står for behandlingerne.

"Det er blandt andet her, vi skiller os ud, for det kræver ikke en behandler at være i tanken. Her bliver man placeret i et miljø, hvor kroppen selv kan noget. Det er både det fysiske og det mentale. Min søster har prøvet en time, og hun sagde, at det var ligesom at være til psykolog i en time uden at sige noget," siger Nikolai Flyvbjerg Kristensen, og Jonas Olesen supplerer:

"Man kan faktisk få oplevelsen af at komme i en dyb meditation. Vi vil rigtig gerne skabe et sted med ro, og hvor man kan virkelig kan slappe af."

Tur til Australien

Det var en tur til Australien, hvor Jonas Olesen har boet i to år, der startede det hele. Han havde gennem en lang periode døjet med smerter i ryggen og fandt frem til float-behandlingen. Det hjalp ham, og han ringede hjem til Nikolai, der var i Tyskland og tog til Hamborg for at prøve det, og også han var solgt på stedet.

På grund af det høje saltindhold i vandet flyder man ovenpå.

På grund af det høje saltindhold i vandet flyder man ovenpå. Foto: Pressefoto

De fandt ud af, at der ikke fandtes et float center i Danmark.

"Og ja, nu står vi her to år efter," lyder det fra de to.

De drømmer om, at aarhusianerne får øjnene op for den nye behandlingsform, og at det kommer til at brede sig til resten af Danmark. Det er da heller ingen hemmelighed, at de to silkeborgensere har en drøm om, at åbne flere terapisteder i landet.

"Og så drømmer vi om, at det skal være nemt at have det godt. Der er mange mennesker, der døjer med alt muligt. Vi vil gerne højne folks livskvalitet," siger de.

Float Studio

  • Man skal kun have sig selv med, alt andet bliver stillet til rådighed som håndklæder, hårtørrer, fladjern og så videre
  • Man kan købe abonnement eller klippekort og enkeltbehandlinger
  • Der er bad og toiletter på stedet
  • Tanken er 2,07 meter lang og 1,7 meter bred, og der er tre af dem
  • De kommer til at lave nogle workshops med blandt andet yoga
  • Hygiejnen skal man ikke bekymre sig om. Salten er bakteriedræbende, og der sidder tre filtre, der renser vandet efter hver behandling
  • En times behandling svarer til fire-otte timers søvn i kroppen
  • Hver dag vil PH-værdien blive målt
  • Float Studio åbner 3. august

Publiceret 09 June 2019 06:00