Katrine Robsøe

018

27-årige Katrine er i Folketinget for første gang

Katrine Robsøe fra Radikale Venstre har fået et meget flot valg og ryger ind i Folketinget

Af
Trille Skøtt-Jensen

"Jeg er først lige blevet ringet op nu af sekretæren, og har fået at vide, jeg er kommet ind," fortæller 27-årige Katrine Robsøe til Lokalavisen Aarhus.

Katrine har fået et flot valg med 3.430 personlige stemmer, så hun kommer i Østjyllands Storkreds ind på en radikal andenplads efter partileder Morten Østergaard. Det er altså alt rigeligt til at sende hende direkte i Folketinget. Det havde hun slet ikke turdet håbe på.

"Vi synes godt nok, vi har haft et godt valg, men at jeg skal få så mange personlige stemmer, det havde jeg slet ikke regnet med," fortæller en tydeligt berørt nyslået folketingskandidat.

I øjeblikket fejres det i partiets lokaler i Rosensgade i Aarhus.

Bobler og pizza

"Vi har åbnet et par flasker bobler og spiser pizza. Det er bare en helt vild besked at få,," siger en glad Katrine.

Nu skal hun så til at finde ud af at have job i Folketinget i København. Men de første tanker er tænkt.

"Jeg må have et værelse eller lille lejlighed både i København og Aarhus. Det er vigtigt, at jeg kan være begge steder, for man skal også være der, hvor man er valgt. Men hvis ikke jeg er meget på Christiansborg, så mister man jo indflydelse. Så begge steder er vigtige at være," fortæller hun, mens hun kæmper lidt med at få vejret.

På en skal fra 1 til 10 hvor glad er du nu?

"Hundrede! Det er svært at komme over sådan en vild besked," siger hun og griner.

Skal med morgentoget

Allerede i morgen skal hun starte sit nye politiske liv. Hun er blevet bedt om at møde ind på Christiansborg fredag klokken 9.30.

"Så jeg skal med toget klokken 05.12 i morgen tidlig," fortæller hun.

Hendes mærkesager er det, som hun også har pointeret i valgkampen. Klima, uddannelse, medmenneskelighed og folkelighed. Og hun er enig med formand Morten Østergaard i, at de skal have nogle klare krav til en kommende regering.

"Men jeg er klar over, at politik handler om kompromisser. Alle skal gå på kompromis med nogle ting. Nu skal vi i gang med at forhandle," siger hun.

Ved du, om du bliver en del af de forhandlinger, som Radikale Venstre skal have med Mette Frederiksen?

"Aner det ikke," siger Katrine Robsøe og griner.

Lige nu skal hun bare fordøje, at det rent faktisk er lykkedes hende at komme ind i Folketinget.

Katrine Robsøe var med i det politiske panel, da Lokalavisen Aarhus havde vælgermøde om situationen på AUH. Og det glemmer hun ikke.

"Jeg vil kæmpe for AUH. Men det er vigtigt, at vi finder en løsning for alle sygehusene. Det skal vi kigge på," siger hun.

Radikale Venstre fik på landsplan forøget sine mandater. I Østjyllands Storkreds, hvor Katrine Robsøe var opstillet, fik de 9,9 procent af stemmerne. Det sender tre Radikale ind i Folketinget. Mortens Østergaard, Katrine Robsøe og Anne Sophie Callesen.

Publiceret 06 June 2019 19:43