Brian Mogensen, indehaver af Blue Caviar i Vestergade 7, ser frem til at butikken bliver til Blue Caviar og Blue de Gênes.

Brian Mogensen, indehaver af Blue Caviar i Vestergade 7, ser frem til at butikken bliver til Blue Caviar og Blue de Gênes. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Blue Caviar og Blue de Gênes:

To butikker under samme tag i midtbyen

Blue Caviar bliver nu til både Blue Caviar og Blue de Gênes i Vestergade 7

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

tøj "Der er ikke ret mange, der ved, hvor det er, hvis man siger det lille bindingsværkshus tæt på Magasin, men hvis man siger, det var der, hvor den pikante Lust lå, så ved stort set alle, hvor det er," fortæller indehaver af Blue Caviar i Vestergade 7 i Aarhus, Brian Mogensen, med et grin.

Han har butikken, der har fokus på autentiske jeans, men nu bliver butikken til to butikker under samme tag.

Fredag 3. maj bliver hele underetagen nemlig til Blue de Gênes, mens overetagen bliver til Blue Caviar.

Blue de Gênes er et dansk brand, som laver jeans, og som Blue Caviar har samarbejdet med, siden den åbnede for 2,5 år siden.

"Vi har haft dialog om det i et stykke tid, og siden november har vi haft en intensiv snak om at åbne sammen. Huset her rummer mange kvadratmeter, og nu bliver vi altså til to butikker under samme tag," siger Brian Mogensen og fortsætter:

"Detailbranchen er nødt til at tænke nyt og anderledes, hvis den skal overleve, så jeg er sikker på, at det her bliver godt."

En rød tråd

Brian Mogensen fortæller, at de fleste kunder, der kommer i Blue Caviar, er meget til mærket Blue de Gênes.

"De går ind for kvalitet, og så kan de godt lide den historie og det autentiske, der er forbundet med mærket. Uanset om man kigger i Blue Caviar eller Blue de Gênes, så er der en rød tråd tilbage i tiden. Der er en reference til gammel tid, for eksempel er der her hentet inspiration fra en gammel uniformsjakke," siger Brian Mogensen, mens han viser en sort jakke frem.

Der bliver to butikker i én i Vestergade 7.

Der bliver to butikker i én i Vestergade 7. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Når Brian Mogensen bruger ordet autentiske jeans, så handler det om, at bukserne er uvasket og 100 procent bomuld. De er lavet på gamle vævemaskiner, og der bliver brugt samme proces som for mange år siden.

Store forventninger

Brian Mogensen tror, at kunderne kommer til at tage godt imod de to nye butikker på samme matrikel.

"Vi forventer os enormt meget af det nye samarbejde. Vi er glade for, at vi kan få endnu mere af det danske brand ind i butikken - vi kan godt lide, at det er lokalt, da vi jo har en del fra USA og Japan i Blue Caviar. Og så håber jeg, at endnu flere får øjnene op for butikkerne. Vores målgruppe er slut 20'erne og op efter, for der er ikke tale om hurtig fashion-tøj - stilen ændrer sig ikke. Jeg tror, man skal have en vis alder, for at man har fokus på den slags," mener Brian Mogensen.

Blue de Gênes og Blue Caviar

    De to butikker ligger i Vestergade 7 - i bindingsværkshuset tæt på Magasin

    Inspirationen til Blue de Gênes kommer fra fortællingen om denim, som kan spores mere end 400 år tilbage til Genova i Italien, hvor sømænd og arbejdere på havnen bar klæder af denim

Publiceret 03 May 2019 13:00