Jonas Wojcik og Louise Corneliussen er et umage (makker)par, der har flyttet virksomhederne Bodycool og Startupkonsulenten ind på Klostergade 60 midt i Aarhus

Jonas Wojcik og Louise Corneliussen er et umage (makker)par, der har flyttet virksomhederne Bodycool og Startupkonsulenten ind på Klostergade 60 midt i Aarhus Foto: Anders Michaelsen

Millionomsættende iværksættere:

Venskabet har ført dem ind i samme bindingsværkshus

Louise Corneliussen og Jonas Wojcik har flyttet virksomhederne ind under samme tag centralt i Aarhus. Støtte, fælles værdier og troen på hinanden har bragt dem sammen

Af
Anders Michaelsen

Iværksætteri Hun er 46, gift og har børn. Han er 32 og ugift. Han driver to digitale marketingbureauer. Mens hun fryser og udjævner folks fedt på kroppen.

Der er tydelige forskelle på Jonas Wojcik og Louise Corneliussen, alligevel har de fundet hinanden som et iværksætter-makkerpar med hver deres forretning. De har hjulpet hinanden, og forretningerne, der igennem årene har omsat for millioner, har fundet sit fodfæste.

"Jeg havde ikke flyttet herind, hvis Jonas ikke var flyttet med. Han havde i længere tid sagt, jeg skulle komme ind til byen. Det er guld værd, at Jonas er her, vi har samme sind og samme værdier," siger Louise Corneliussen, der før havde sin klinik Bodycool i Højbjerg, hvor hun har været medaktiv til at skabe et godt lokalmiljø.

Jonas Wojcik gik dog ikke selv med flytteplaner.

"Jeg havde egentlig ikke planer om at flytte fra Mejlgade, men da Louise ringede og spurgte, om jeg ville flytte med hende ind her, så var jeg ikke i tvivl," siger Jonas Wojcik, der blandt andet er indehaver af Startupkonsulenten, der hjælper startups, iværksættere og vækstvirksomheder på de sociale medier.

Fandt sammen på iværksætterkursus

Venskabet går tilbage til et iværksætterkursus, hvor de to var i gruppe sammen. Her fandt de ud af, at de havde den samme tilgang til forretning. De skulle skrive nogle værdier og målsætninger ned på et stykke papir.

"Jeg havde ingen erfaring indenfor at være selvstændig. Men Jonas sagde, at det var nogle sunde, gode værdier, jeg havde skrevet ned. Jeg blev helt overrasket. Synes du virkelig det, tænkte jeg. Det fik mig til at tro mere på mig selv," siger Louise Corneliussen, der siden blev den første kunde i Jonas Wojciks firma Startupkonsulenten.

I dag rådgiver han hende stadig, og hans firma håndterer hendes virksomheds Facebook-side. Parløbet, som de har fortsat igennem årene, skyldes også, de værdier de fandt sammen om tilbage på iværksætterkurset.

"Først og fremmest er vi sprunget ud som iværksættere, fordi det er sjovt, og for at være herre i eget hus og kunne administrere sin egen tid, og ikke fordi det handler om at tjene penge. Vi afviser også folk. Vi skal være der, hvor vi kan hjælpe en kunde og gøre en forskel. Det burde være indlysende for virksomheder, men er det ikke nødvendigvis for alle," siger Jonas Wojcik.

Begge gør meget ud af at forventningsafstemme med deres kunder. Louise Corneliussen har forundersøgelser, hvor hun finder ud af, om folk er egnet til en fedtfrysning, og Jonas Wojcik kører med uforpligtende kaffemøder.

"Vi er nogle følsomme sjæle. Vi vil gerne gøre det bedste overfor andre hver gang. Og det kan næsten gøre helt ondt i maven, hvis der er nogen, der ikke føler, vi gør det godt nok," siger Jonas Wojcik.

"Der skal stå 'hygge' på min gravsten"

Jonas Wojcik og Louise Corneliussen har begge oplevet, når livet gør ondt og haft sygdom tæt på i den nærmeste familie. Sammen har de kunnet hjælpe hinanden igennem modgangen.

"Vi har snakket sammen om det, og Louise har kunnet fungere som en ekstra mor i Aarhus," siger Jonas Wojcik.

De vedkender, det kan lyde som en kliché, men modgangen har gjort det endnu mere klart for dem begge, at det skal være sjovt at komme på arbejde, for vi er her kun på lånt tid.

"Min far sagde, hvis du går glad i seng og vågner med et smil på læben, så har du gjort et eller andet rigtigt," siger Jonas Wojcik.

Derfor er det også blevet ekstra vigtigt, at det er hyggeligt at møde på det arbejde, de begge bruger så meget tid på. Og det kan det gamle bindingsværkshus i Klostergade hjælpe med.

"Der er en sjæl og ro i huset. Jeg bliver så glad, når jeg er her. Det er ligesom at være hjemme. Der er hyggeligt. Alle, der kender mig, siger, når jeg engang dør, så skal der stå 'hygge', på min gravsten. Jeg går meget op i, at vi skal hygge os, samtidig med vi er professionelle. Vi skal hygge os derhjemme, men vi skal også hygge os på vores arbejde. Det er rigtig vigtigt," siger Louise Corneliussen.

Vejen til iværksættersucces er en lang og hård rejse, siger de. Lige nu er Klostergade 60 et fælles stop for de to iværksætter, som i mellemtiden forsøger at gøre hele rejsen mere hyggelig sammen.

Publiceret 30 March 2019 10:00