Benjamin Lassesen (30) er blevet en slags ekspert i sex og parforhold af sine erfaringer med tantra. Nu healer og vejleder han andre fra lejligheden på De Mezas Vej.

Benjamin Lassesen (30) er blevet en slags ekspert i sex og parforhold af sine erfaringer med tantra. Nu healer og vejleder han andre fra lejligheden på De Mezas Vej. Foto: Anders Michaelsen

Fra Asperger-diagnose til kærlighedscoach:

Tantra og healing ændrede Benjamins liv

Benjamin Lassesen blev som barn diagnosticeret med Aspergers syndrom, nu har han lige åbnet sin nye healerklinik i Aarhus C

Af
Anders Michaelsen

Iværksætteri Visitkortene er trykt, hjemmesiden er oppe, og briksen står sammen med duftlampen og er klar til, at der kommer kunder i butikken. Benjamin Lassesen har startet sin healerforretning op hjemme i lejligheden på De Mezas Vej. Hans anden forretning, efter han i tre år havde en online tøjbutik, der solgte spirituelt tøj. Det nye healereventyr er kommet til verden med økonomisk hjælp og vejledning fra MikroLån Aarhus, som er et kommunalt støttetilbud, der hjælper folk med at blive selvstændig erhvervsdrivende.

Det er ellers ikke en statistisk selvfølge, at Benjamin Lassesen nu har startet sin anden forretning op, efter han lukkede tøjbutikken Gaya. For da Benjamin Lassesen var ni, blev han diagnosticeret med Aspergers syndrom – en mild form for autisme, der blandt andet betyder, at man har svært ved at kommunikere og fungere i sociale relationer med andre.

Ifølge et større engelsk studie har næsten 7 ud af 10 med en autisme-diagnose ingen form for arbejde. Tal Det Nationale Autismeinstitut har været ude og sige meget vel også kunne passe på Danmark.

Benjamin Lassesen er en undtagelse i den statistik og står nu med egen virksomhed. Tantra og healing har været afgørende for ham.

En verden af energi

På hjemmesiden, som Benjamin Lassesen har oprettet med hjælp fra MikroLån Aarhus, præsenterer han sig selv som en ’moderne shaman’. Helt præcist er han healer og kærlighedscoach. Det er healing, samt vejledning i seksualitet, parforhold, og kærlighed, man kan få hos Benjamin Lassesen. Hans mission er at bringe mere liv, lykke og kærlighed ind i folks hverdag. Han har 30 healinger i værktøjskassen, som han er uddannet i, til at hjælpe med det. Evnerne siger han også dækker fysiske smerter. Han fortæller, hvordan hans mors kærestes har oplevet, at hans tinnitus er forsvundet, efter Benjamin Lassesen har healet ham.

Interessen for healing og det spirituelle blev vækket i Benjamin Lassesen på en natklub tilbage i 2008, da én person, han var faldet i snak med, gav ham en bog om spiritualitet. Han begyndte efterfølgende at dyrke meditation og bevidsthedstræning. Det handlede om at blive mere opmærksom på nuet og sanserne. To år efter mødet på natklubben blev han helt solgt på tantra. Ved et kursus fik han, det der - i tantrasprog - hedder en ’kundalini åbning’, og han fik åbnet op for sin livsenergi.

”Pludselig følte jeg, at jeg levede i en verden af energi. Det var som om, der var en ny sans, der åbnede sig. Jeg blev meget sensitiv overfor at kunne mærke andre mennesker,” siger Benjamin Lassesen.

Kunne mærke, hvad de mente

Hans øgede sensitivitet har hjulpet ham meget i forhold til at score og være i et parforhold og forstå det usagte, og han siger, det har gjort ham til en slags ekspert i seksualitet og parforhold, som han også vejleder i.

”Kvinder kommunikerer meget mellem linjerne, og det kan være svært at forstå med hjernen som autist. Men her har jeg kunnet bruge indfølingen og min øget sensitivitet. Hvad mærker jeg, de mener?” siger Benjamin Lassesen og uddyber:

”Jeg kan huske i starten, at jeg gik ind i en koncerthal og op på en øvre etage, så jeg kunne skimte udover publikum. Der kunne jeg lynhurtigt scanne, om der var nogen, der var interesseret i mig, og som jeg havde kemi med. Og så vidste jeg, hvem jeg skulle gå efter. Når jeg så tog kontakt, kunne jeg mærke, der var god respons. Det bekræftede mig i, at der var god kemi,” siger Benjamin Lassesen.

Han er nu i et fast parforhold. Den øgede sensitivitet, han fik og kunne mærke efter sin åbning i tantra, har dog også været en udfordring. For eksempel kunne det tidligere være ubehageligt for ham at være i et rum med vrede mennesker. Men efter hans far introducerede Benjamin Lassesen for en healer, har han lært at håndtere sin sensitivitet.

Mødet har også skabt den interesse for healing, som han nu deler ud af. Benjamin Lassesen siger, han kan heale forskellige problemer psykiske såvel som fysiske. Han siger, han for eksempel har hjulpet sin healerlærer Marianne Lane med en kronisk øregangsbetændelse og andre med rygsmerter og piskesmæld. Benjamin Lassesen har fået at vide af sin healerlærer, at han har helt unikke evner i forhold til healing.

Han fortæller dog også, at nogle ikke mærker en forskel, og han anerkender, at der ikke er videnskabelig evidens, for den healing han laver.

Oplevede sexorgier uden udløsning

Evidens eller ej, det vigtige for Benjamin Lassesen er, at det skal være trygt at komme til ham, også hvis det er for at få hjælp med seksuelle problemer. Det er altid påklædt, og han rører ikke klienten eller skaber nogen seksuel oplevelse. Han siger, det skal være ligeså trygt at komme til ham som til en psykolog.

”Det er ikke så farverigt. Men det er heller ikke grænseoverskridende. Jeg vil gerne lave noget, der er ordentligt,” siger Benjamin Lassesen. Han har ellers selv prøvet det mere grænseoverskridende og farverige i sine erfaringer med tantra. Noget han har lagt bag sig.

Selv var han inde i den meget udbredte tantra-retning - ’The New Tantra’. En retning han betegner, som værende meget ekstrem og ekstremt fokuseret på sex.

”Det var meget med sexorgier, hvis man kan kalde det dét. Alle havde sex rundt omkring på kurserne. Det handlede om at få løst blokeringer på alle mulige måder og forløse undertrykte fantasier ved at udleve dem. Man lærte også nogle bestemte måder at dyrke sex på, hvor man som mand for eksempel ikke måtte få udløsning. Det var nærmest en dødssynd,” siger Benjamin Lassesen.

Har vendt orgier og 'dæmonuddrivelse' ryggen

På det sidste kursus oplevede Benjamin Lassesen, hvordan en kursusleder gik for vidt.

”Han var kørt helt skævt i hele den hjernevaskning, om at det var en synd at komme. På et tidspunkt stod han med et kors - han var meget glad for Jesus - og hamrede korset ind i ryggen på én, der stod og hostede. Han sagde, han havde lukket satan ind i sig, fordi han havde fået udløsning. Han prøvede nærmest at lave dæmonuddrivelse på ham, fordi han havde syndet – det var helt vildt langt ude,” siger Benjamin Lassesen. Han griner i dag af oplevelsen. Han oplevede også, at deltagere skulle sidde i en rundkreds og på skift udpege, hvem de ville have sex med.

”Jeg var grænseløs, så jeg opfattede det ikke som grænseoverskridende. Jeg har fået grænser senere hen, og når jeg kigger tilbage på det, var det dybt grænseoverskridende og en meget ubalanceret måde at arbejde med sig selv på,” siger Benjamin Lassesen. I dag tager han afstand fra den måde at arbejde på, selvom han dog ikke vil være oplevelserne foruden. Han mener, oplevelserne har givet ham erfaring og klarsyn.

Derfor er det også blevet vigtigt for Benjamin Lassesen at dele ud af sin healing og viden om sex og parforhold på en tryg og ordentlig måde. Det er igennem healing og samtale, han hjælper folk.

Han vil også gerne hjælpe grupper. Hver måned har han en gratis fælleshealing, hvor alle er velkomne. Han har lige holdt sit første foredrag om kernehealing, som er en healing til forløsning af barndomstraumer. Planen er at have to kurser, to foredrag og en uddannelse klar inden jul. Benjamin Lassesen kører løbende med introduktionstilbud på de forskellige healinger, han tilbyder, frem til maj, hvor han tager 600 i timen i stedet for 900.

Publiceret 30 March 2019 10:00