Der er ingen røde alarmklokker, der blinker omkring butiksdød i Aarhus, siger direktøren for Aarhus City Forening.

Der er ingen røde alarmklokker, der blinker omkring butiksdød i Aarhus, siger direktøren for Aarhus City Forening. Arkivfoto

Cityforeningsdirektør afblæser butiksdød:

Ingen grund til at gå i panik

Man skal være opmærksom på de tomme butikslokaler i Aarhus, lyder det, men der er ingen fare for butiksdød

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

butiksliv Det er et faktum, at der er en del tomme butikslokaler i Aarhus for tiden og der er røde lamper som blinker, men der ingen grund til at gå i panik, hvis man spørger direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech.

"Der er ingen tvivl om, at alle byer i Danmark har en udfordring med detailhandlen og tomme butikker, og der er også meget omsætning, der siver til nethandlen, men der er ingen grund til at frygte en generel butiksdød i Aarhus City. I Aarhus er vi begunstiget med mange muligheder - vi er Danmarks anden største by, vi har et rigt kulturliv, og befolkningstallet stiger. Vi skal selvfølgelig tage det meget alvorligt, når der er tomme lokaler også fra politisk hold, men ingen panik. lyder det fra Claus Bech.

Naturligt med tomme lokaler

I en så stor by som Aarhus er det helt naturligt, at der står tomme lokaler, påpeger Claus Bech, men han understreget samtidig, at der er en stor interesse for detailhandlen i Aarhus både blandt de handlende og blandt aktørerne.

"Der kommer flere og flere spisesteder i byen. Nogle af de butikker, der står tomme lige nu, kan måske blive brugt til den slags i stedet for. Hele detailbranchen er inde i opbrud, for der er for eksempel modebutikker, der kører den primære handel på nettet, og bruger butikkerne som en form for showroom. Jeg er optimist, men butikslivet bliver helt sikkert skruet sammen på en anden måde i fremtiden," siger Claus Bech.

Lokaleskifte

Heller ikke erhvervsmægler hos Colliers, Torben Klitgaard, synes, at de tomme lokaler er faretruende for det aarhusianske handelsliv.

"Der er rigtig mange detailkæder, der gerne vil have lokaler, der er tidssvarende og driftsoptimale. Der er mange af de ledige butikker på Strøget i Aarhus, der er uhensigtsmæssigt indrettet med flere etager og blinde vinkler. Disse lokaler bliver fravalgt af mange af detailkæderne, idet de er omkostningstunge at drive, henset til personale, husleje og svind " siger Torben Klitgaard, der blandt andet henviser til et samarbejde med udlejeren af bygningen, hvor Sephora nu ligger, hvor førstesalen blev inddraget til lejligheder, og stueetagen omdannet til en regulær og overskuelig butik uden spildplads, hvilket har været en succes.

Han opfordrer også butikkerne til at tilpasse sig den nye markedsplads.

"Det er ikke nødvendigvis, fordi vi ikke handler på Strøget, at der er tomme lokaler. Detailhandlen har også et medansvar. Man skal være klar over, at når der er en kunde i butikken, så er det en potentiel kunde, der køber noget, som man skal passe på og fastholde. Derfor er det blandt andet også vigtigt, at butikken og dens webshop kan spille sammen, og fastholde købet hvis varen er udsolgt i butikken. Så får kunden en god oplevelse og kommer igen," mener Torben Klitgaard, der understreger, at Colliers aktivt arbejder med konkrete butiksemner til de ledige lokaler på Strøget, som de har udlejningsaftaler på.

Samarbejde med kommunen

Foruden fokus på at få nye lejere i butikkerne, så har City Foreningen taget initiativ til at lave et samarbejde med Aarhus Kommune for at finde mulige løsninger på udfordringerne for bylivet med tomme lokaler. Der bliver i øjeblikket gennemført flere forskellige analyser, der skal være med til at give en indikation af, hvordan det står til rent faktuelt, men også omkring Aarhus Citys omdømme. Ud fra de resultater der kommer, er det planen, at der skal lægges en strategi for, hvordan Aarhus City kan udvikle sig i en gunstig retning i fremtiden.

Publiceret 27 March 2019 06:30