Vil have ekstra vandfly: Det er useriøst at drive luftfart med kun ét fly

Nordic Seaplanes vil indenfor den kommende måned anmode om en ny, permanent miljøgodkendelse med mulighed for et ekstra fly, hvilket vil kunne fordoble afgangene mellem Aarhus og København

Af
Anders Michaelsen

vandfly Vi er derude, hvor containerskibe og lastbiler vender, der hvor cykelstier abrupt stopper. Vi er for enden af Aarhus Havn i et glastårn ved siden af en containerterminal.

På den nederste etage står noget, som, for folk der pendler mellem landets to største byer, minder om luftens helte. Ved siden af et tebord med espressomaskine, små plasticflasker med vand og økologiske småkager, står de iført sorte og marineblå jakker med kaptajnstriber på skuldrene og checker folk ind.

Det er første flyvedag for Nordic Seaplanes vandflyver i den nye flyvesæson. Flyet har stået parkeret siden slutningen af december sidste år. Flyveren har været til det årlige eftersyn på et værksted i Schweiz. Da en vandflyver er afhængig af synlighed, er vinteren med dens mindre mængde dagslys det rette tidspunkt for den slags værkstedseftersyn.

Det var ellers ikke sikkert, at vandflyveren havde fløjet i år mellem Aarhus og København. Københavns Kommune havde afvist at give miljøgodkendelse til flyveren – men Nordic Seaplanes fik i sidste ende alligevel en midlertidig godkendelse, så den nu kan flyve i hele 2019. Havde virksomheden ikke fået det, var den gamle godkendelse allerede udløbet i marts. Planen er indenfor den næste måneds tid at anmode om en ny, permanent miljøgodkendelse.

”Vi håber og tror på en permanent tilladelse og en udvidelse, for den tilladelse, vi har nu, gør, at vi ikke kan bruge mere end et fly, og vi vil gerne have et fly mere. Det er useriøst at drive luftfart med kun ét fly. Luftfart med ét fly svarer til at drive DSB med ét tog - har du et uheld, som man så på Storebæltsbroen (togulykken på Storebæltsbroen, red.), så kan du for eksempel ikke køre tog i flere måneder,” siger Lasse Rungholm, der både er pilot og direktør i selskabet Nordic Seaplanes, der nu flyver på fjerde år.

Ekstra fly betyder måske ekstra ruter

På eftermiddagsturen, da Lokalavisen Aarhus er med til København, er halvdelen af de ti, der skal med vandflyveren, Michelin-kokke, som har været til mandagens Michelin-uddeling i Musikhuset.

Med en pris på 1.895 kroner for en billet en vej er det dog mest forretningsfolk, der benytter sig af vandflyveren. En af dem, der er med flyveren i dag, er Kasper Deleuran. Han arbejder i den københavnerbaserede konsulentvirksomhed Nordic M&A. Han har skullet deltage i et møde i Aarhus i dag, så firmaet har betalt billetten.

”Det er bare nemt og tidsbesparende. Havde jeg skulle køre i dag, havde det nok taget flere timer ekstra hver vej, så det er primært tiden, og at det er dejlig effektivt,” siger Kasper Deleuran.

Og der er kundegrundlag for flere afgange ifølge Lasse Rungholm. Flyselskabet har nu omkring fire afgange fra henholdsvis Aarhus og København. Skulle man få tilladelse til et ekstra fly, vil man kunne tilbyde det dobbelte antal afgange. Og det vil også kunne betyde nye ruter.

Selskabet har dog ikke lagt sig fast på, hvilke nye ruter det kunne være, før en permanent tilladelse er i hus, men både Gøteborg og sommerferieture til Skagen er mulige destinationer, der bliver nævnt af selskabets piloter heriblandt Lasse Rungholm.

Publiceret 27 February 2019 14:30