Rådmanden vil gerne flytte Vanddragen på depot.

Rådmanden vil gerne flytte Vanddragen på depot. Arkivfoto: Camilla Kjærgaard Olesen

Forhadt skulptur:

Rådmand vil sende Vanddragen på depot

Bünyamin Simsek (V) har undersøgt mulighederne omkring skulpturen Vanddragen på Store Torv

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

vanddragen I sommer kørte debatten omkring skulpturen Vanddragen på Store Torv. Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) fortalte, at han ønskede af flytte den, men at det ikke skulle være for enhver pris.

Nu har rådmanden undersøgt sagen nærmere, og hans udmelding er klar.

"Jeg har afdækket forskellige muligheder, og tanken er, at der skal laves en vision for en helhedsplan for både Store og Lille Torv. Der ligger en udgift på cirka en til halvanden million kroner, som skal bruges på at restaurere Vanddragen, så den fungerer optimalt igen. Hvis vi skal flytte den et andet sted hen, koster det fem-seks millioner kroner, og det er rigtig mange penge. Hvis vi derimod kører den på et depot, hvor den kan blive opbevaret, så koster det cirka en million kroner," siger Simsek og fortsætter:

"Jeg vil derfor foreslå, at man opbevarer den på et depot og lader den står der, indtil vi finder ud af, hvad der skal ske med den, og om politikerne vil finde de fem-seks millioner kroner. Men der skal være politisk opbakning til mit forslag om at køre den på depot."

Som Israels Plads

Rådmanden lægger ikke skjul på, at han ønsker, at der skal være en større plan for de to store torve i byen. Han forestiller sig nogle grønne arealer, udeservering og et miljø med lækre varer på et marked.

"Jeg er inspireret af Israels Plads i København med nogle fleksible overdækkede markedspladser med for eksempel kød og ost. Og i tråd med kommunens vision om at have flere grønne områder og træer i byen, så vil det passe godt med grønne områder på de to torve. Jeg forestiller mig også, at der skal være mulighed for udeservering, så der kan blive skabt et miljø," siger rådmanden.

Han forventer at præsentere en plan for teknisk udvalg, og han pointerer, at han er fleksibel i forhold til planens indhold, og at det også kræver, at der er kræfter som for eksempel City Foreningen med i planerne.

En glad city-direktør

Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech er begejstret for rådmandens visioner. Han har også tidligere udtalt til Lokalavisen Aarhus, at han ønsker en helhedsplan for de to torve.

"En helhedsplan for de to torve er præcis, hvad der er brug for, og som Aarhus City Forening også tidligere har påpeget. Lad os blot komme i gang med visionerne for disse torve, få sat Vanddragen på depot hurtigst muligt og tage den derfra til en bedre placering kan findes til den på sigt," skriver Claus Bech i en SMS til Lokalavisen Aarhus.

Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, ser gerne, at Vanddragen ryger på depot hurtigst muligt.

Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, ser gerne, at Vanddragen ryger på depot hurtigst muligt. Arkivfoto: Camilla Kjærgaard Olesen

Publiceret 04 January 2019 10:30