Yones Valentin er en af iværksætterne bag app'en Workr, der er blevet et hit.

Yones Valentin er en af iværksætterne bag app'en Workr, der er blevet et hit. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Workr har skabt en succes: 50.000 brugere hjælper hinanden

For cirka halvandet år siden gik app'en Workr i luften, og den er blevet populær blandt danskerne

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

hjælp 25.000 aftaler mellem folk og 50.000 brugere. Det er status efter under to år på markedet for app'en Workr.

I efteråret 2016 gik trekløveret Yonas Valentin, Sebastian Igens og Mikkel Friberg i luften med Workr, sidenhen er Sebastian sprunget fra, og der er mange tusinde mennesker i Danmark, der har fået øjnene op for, at man kan hjælpe hinanden. For det er nemlig det, de unge iværksætteres idé går ud på. De har en filosofi om, at alle har noget, de er gode til. Det kan for eksempel være en studerende, der godt kan lide at slå græs og gerne vil tjene ekstra ved siden af SU'en, eller en ældre dame, der ikke kan holde til at købe ind.

Med app'en Workr kan man med andre ord tilbyde sine kompetencer til andre og selv søge efter dem.

Workr

"Det er gået pænt stærkt, og vi har netop lanceret en abonnementsløsning. Det er typisk studerende, der tilbyder deres hjælp, og hvis man er abonnent hos os, har man adgang til alle jobmulighederne, og hvis ikke man er, får man kun én gratis. Nu er tiden kommet til, at Mikkel (Friberg, red.) og jeg skal have udvidet vores team. Vi skal have udviklet app'en, og vi skal have lavet en funktionel hjemmeside, for de ældre benytter en hjemmeside og ikke så meget en app," siger Yonas Valentin fra sin lejlighed i det nordlige Aarhus.

Jagten på investorer

Men det er ikke det eneste, de to 24-årige gutter har øje på. De har nemlig sat en benhård jagt ind på at få fat i nogle investorer, så de kan udvikle deres produkt endnu mere.

"Det er svært at få hul igennem til dem, men vi prøver. Indtil nu har vi været en del i forskellige innovative miljøer, men vi kan godt mærke, at vi mangler investorer til at udvikle vores app og samtidig også lave markedsføring af vores produkt," konstaterer Yonas Valentin.

Indtil videre er det iværksætternes opsparinger, der er blevet taget fra, og det er først for nyligt, at de er begyndt at trække en lille, bitte løn ud til sig selv hver måned. For Yonas' vedkommende kan det supplere SU'en en lille smule. Han læser nemlig til markedsføringsøkonom i Viby, mens Mikkel arbejder som ejendomsmægler og bor i Grenå.

"Der er ingen tvivl om, at hvis det var på grund af pengene, jeg gjorde det her, så havde jeg givet op for længst. Det er ikke det, der driver mig," siger Yonas med et grin.

Drømmer stort

Hvis det kan lade sig gøre, har drengene en drøm om at indtage England, som det næste land, hvor Workr kan få skabt en succes.

"Vi vil rigtig gerne udvide vores virksomhed til England. Jeg ved, at der er et meget positivt syn på deleøkonomi, og at der er mange freelancere generelt. Derfor tænker vi, at det er et godt land at gå ind i," fortæller Yonas Valentin, der er glædeligt overrasket over den måde, danskerne har taget imod app'en på.

Indtil videre er det især hos københavnerne, app'en er blevet populær. Over halvdelen af brugerne kommer fra København og omegn, mens Aarhus ligger lige efter.

"Vi havde jo egentlig regnet med, at vi skulle være i Aarhus og så udvide til resten af landet med tiden, men vi fulgte brugernes ønsker og behov, og efter kun ganske få måneder i luften udvidede vi til hele landet. Det har været en succes," konstaterer den unge iværksætter.

Selv om drømmen lige nu hedder England, så er den ultimative drøm at sælge virksomheden til et stort firma.

"Det kunne være fedt, hvis det blev inden, jeg fylder 30," siger den 24-årige Yonas med et stort smil.

Publiceret 07 July 2018 08:00