Købmandsbutikken RAA Aarhus har åbnet op i nye rammer i Badstuegade 17, hvorfra de sælger økologiske og bæredygtige tørvarer.

Købmandsbutikken RAA Aarhus har åbnet op i nye rammer i Badstuegade 17, hvorfra de sælger økologiske og bæredygtige tørvarer. PR Foto

Økologisk og emballagefri købmand åbner i Badstuegade

Økologi, bæredygtighed og ingen emballage er nøglekriterierne i konceptet hos RAA Aarhus, som åbner ny butik i Badstuegade i denne weekend

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Hos RAA Aarhus er indkøbsoplevelsen en anden end hos de traditionelle supermarkeder, hvor hylderne er fyldte af plastikindpakkede produkter i forudbestemte mål og størrelser. Her sælges tørprodukter som bønner, kerner, og tørret frugt uden emballage, som er økologisk dyrket og dermed ikke påvirket af GMO, pesticider eller andre kemiske og syntetiske processer.

“Vi ønsker at skåne miljøet og imødekomme kundernes ønske om at kunne købe produkter med et lavere CO2-aftryk,” slår Anne Thuesen Holst fast i en pressemeddelelse.

Sammen med Anna Sauermilch står hun bag RAA Aarhus, som slår dørene op i Badstuegade 17 i den kommende weekend. Dog uden stor fest og ståhej, som oprindeligt planlagt, nu Corona-virusen har lukket Aarhus mere eller mindre ned.

"I RAA er vi utrolig ærgerlige over, at denne virus nu for alvor har ramt Danmark.Vi tager situationen alvorligt, og kommer derfor til at lave en række ændringer i den kommende weekends åbningsprogram. I butikken kommer vi til at være ekstra opmærksomme på god håndhygiejne, generel rengøring af lokalet og vores egen og kunders adfærd. Derudover vil vi lukke et begrænset antal kunder ind i butikken ad gangen, for at sikre en god afstand mellem folk. Vi opfordrer folk til ikke at hamstre, da vi har rigeligt med varer i butikken," skriver RAA på deres Facebookside.

RAA forsikrer tillige, at de løbende holder øje med myndighedernes anbefalinger og situationens udvikling og forbeholder sig retten til at lukke butikken med kort varsel.

Tiden er moden til rigtig butik

Anne Thuesen Holst og Anna Sauermilch begyndte begge på biologistudiet på Aarhus Universitet i sommeren 2016. De fandt hurtigt fælles fodslag og fik snart udviklet idéen om en bæredygtig købmand. I oktober 2017 blev drømmen til virkelighed, da de åbnede den lille købmand RAA Aarhus på Institut for X ved Godsbanen i Aarhus.

I januar 2020 blev de færdige med deres bachelor i biologi, og de følte begge, at tiden nu var moden til at åbne en rigtig butik. Således har de to nu skiftet hverdagen som studerende ud med en ny tilværelse som købmænd i Badstuegade i det hyggelige Latinerkvarter.

"Vi har haft mulighed for at tage en pause fra vores studier, og vi føler, at Aarhus nu er klar til at få en rigtig bæredygtig købmand," siger Anne Thuesen Holst i pressemeddelelsen.

I RAA Aarhus er samtlige tørprodukter på hylderne - fra kikærter over perlebyd til havregryn - nøje udvalgt på baggrund af tre kriterier: økologisk dyrket, så lokale varer som muligt og mængden af emballage.

“Vi synes, det er rigtig vigtigt, at vi alle sammen bliver grønnere forbruger. Det er også derfor, vi i sin tid valgt at åbne den lille købmandsbutik, fordi vi personligt synes det var svært at være grøn forbruger i Danmark og Aarhus,” siger Anne Thuesen Holst i pressemeddelelsen.

Til dagligt vil Anne Thuesen Holst og Anna Sauermilch drive deres nyåbnede butik i Badstuegade sammen med en gruppe frivillige studerende. Butikken åbner lørdag 14. marts klokken 11.

Herefter er butikkens åbningstider: tirsdag til fredag klokken 11-17.30 samt lørdag klokken 10-15. Søndag og mandag holder butikken lukket.

Se mere på https://www.raa-aarhus.dk

Publiceret 13 March 2020 11:20

annonce

Riv løvet sammen – på den sjove måde…

Blæs dine haveproblemer væk uden at anstrenge dig.

annonce

Nyd efteråret i Flensborg og omegn

Mange danskere er usikre på, hvad de skal gøre med efterårsferien i ly af corona-situationen, men hvad man helt sikkert kan gøre, er at tage et roadtrip over grænsen. Få tips til en dagsudflugt til Flensborg-regionen med stop i Handewitt.

annonce

6 steder du bare skal opleve på Bornholm

På Bornholm kan du opleve alt muligt forskelligt. Her er både flot natur, gamle fortidsminder, dejlige strande og klassiske danske seværdigheder. Her får du en liste over nogle af de mest kendte seværdigheder.