- Opdateret 24/10/2022 kl. 20:36
Stofa: 40.000 kunder i Aarhus-området kan stå uden tv og internet
Så galt kommer det dog ikke til at gå ifølge Antenneforeningen Aarhus, som nu selv overtager nettet med en ny tjeneste.
1. december kan 40.000 Stofa-kunder i Aarhus-området risikere at se på en sort eller flimrende skærm, når de tænder for tv’et.
Så dyster lyder meldingen fra Norlys, som ejer Stofa, i en pressemeddelelse.
»Vi har gjort alt for at sikre, at kunderne ikke bliver påvirket af AFAAs overtagelse af nettet. AFAA har ikke ønsket at lade os forsætte som en af flere udbydere på nettet, og derfor bliver kunderne nu bragt i en situation, hvor de risikerer at stå uden tv og internet pr. 1. december. Det er vi virkelig kede af,« siger Lise Bering, som er kommerciel direktør i Stofa, i pressemeddelelsen.
Det er en voldgiftssag mellem Stofa og AFAA, der har resulteret i, at AFAA nu har besluttet at købe nettet i og omkring Aarhus. Det har de mulighed for, da der i kontrakten er en forkøbsret tilbage fra 1978, som de har ønsket at benytte sig af.
Sagen blev afgjort i august, og overdragelsen sker per 1. december. Det betyder, at AFAA fra 1. december har fuld råderet over nettet, og derfor også beslutter, hvem de ønsker at samarbejde med.
Men ifølge Antenneforeningen Aarhus, så kommer det ikke så vidt, som deres nu snart tidligere samarbejdspartner har bebudet
Laver egen tjeneste
For Antenneforeningen Aarhus, der nu hjemtager nettet for tv og internet i Aarhus og omegn.
»Vi er meget glade og stolte over, at vi nu kan hjemtage nettet. Dermed sikrer vi en stærk forening med lokal forankring og personlig kundeservice, som har fokus på medlemmernes muligheder,« fortæller Jesper Pedersen, formand i foreningen på AFAA’s hjemmeside.
Vios er navnet på medlemmernes nye udbyder af tjenester som blandt andet gælder internet, tv og streaming.
Vios vil allerede i år tilbyde internet, streaming og tv til alle husstande på nettet, lyder det på antenneforeningens hjemmeside.
Ifølge Stofa vil samtlige kunder på nettet, som AFAA overtager per 1. december, blive opsagt hos Stofa.
De berørte kunder vil i løbet af den næste uges tid modtage enten et brev eller en mail fra Stofa, der beskriver, hvad de skal gøre, når forbindelsen lukker pr. 1. december.
am