Året der gik i Aarhus - fra A til O
Et begivenhedsrigt år går på hæld, mens vi ser frem mod et nyt, hvor der bliver masser at skrive om til jer, kære læsere. Her får du et lille tilbageblik på stort og småt, der skete i Smilets By i 2019
Aarhus Universitetshospital var og er stadig i knæ. Flytningen til kæmpebyggeriet i Skejby kostede en ubudgetteret milliard, og efter adskillige sparerunder var det umuligt at finde de håbede effektiviseringer. Det fik medarbejderne til at slå alarm og protestere med menneskekæde rundt om hospitalet. I september fik regionerne 1,5 mia. mere i 2020, og det kastede et løft på 214,3 af sig til AUH, så de varslede besparelser kunne aflyses. Hospitalets økonomiske kvaler er dog slet ikke løst endnu.
Ikke alle ekstra millioner gik til AUH
Begivenheden Tall Ships Races ramte for tredje gang Aarhus i august, og det var en kæmpe succes. Over en halv million gæster drog ned til havnen for at opleve de flotte, gamle skibe. Især et smukt skoleskib fra Mexico var et tilløbsstykke, men også et enormt pariserhjul gjorde gæsterne glade.
Tall Ships Races jubler over tilskuere i hundredtusindvis
Classic Race Aarhus måtte på grund af regn og ballade om støjkrav konstatere, at tilskuertallet for første gang faldt i 2019. 5.500 færre benzin-entusiaster troppede op i forhold til 2018, men arrangørerne erklærede alligevel racefestivalen en succes. I det nye år har man dog sagt farvel til F1-biler og motorcykler for at sænke lydniveauet.
Classic Race Aarhus sænker lydniveauet og vinker farvel til Formel 1-biler
David Nielsen har bedyret, at han vil hive sværdet op af stenen, og bedømt på sidste halvdel af 2019 så er det måske netop det, han og AGF er i gang med. Økonomien er på ret kurs, og holdet gik på vinterferie med sejr over FC Midtjylland på førstepladsen, så stimen nu hedder seks ubesejrede kampe med fem sejre. I det nye år skal tredjepladsen som minimum forsvares, og det dufter af yderst sjældne medaljer til Aarhus.
Hvorfor er AGF så gode?
El-løbehjulene kom til Aarhus 25. april efter rædselshistorier om skæmmet byrum og farlig kørsel i København. Men i Aarhus fik kun firmaet Voi lov at leje 150 løbehjul ud som et toårigt forsøg. Hidtil har vi været forskånet for store problemer, omend der måtte indkodes en begrænsning, så de ikke kan køre på Strøget. Efter blot fire måneder var der kørt hele 82.500 ture på løbehjulene.
Så meget bliver el-løbehjulene i Aarhus brugt
Fabricius fik medfart og en hård start på livet som folketingsmedlem. Først måtte tidligere byrådsmedlem Camilla Fabricius (S) lægge sig fladt ned og beklage, da det blev opdaget, at hun fik fuld løn fra Aarhus Kommune, fordi hun ikke fravalgte den under sin selvvalgte orlov fra byrådet. Senere kom hun på glatis, da hun sagde, at prostituerede kan få stomi på grund af analsex og hofteskred af gentagne stød. Det var der ingen med viden om branchen, der kunne bekræfte, afslørede DR’s Detektor.
Kors, hvor er det dumt, Fabricius!
Grøn omstilling er det hotteste, nye ’buzzword’ hos kommunerne, og det har de også fanget i Aarhus. Så nu skal vi have kæmpe solcelleanlæg og otte kæmpevindmøller, har politikerne besluttet. Problemet med især vindmøllerne er bare, at Aarhus ikke er specielt velegnet til vindmøller. Planerne affødte hundredvis af kritiske høringssvar fra borgerne, og processen med at finde placeringer fortsætter i 2020.
”To-tre møller batter ingenting”
Holch Povlsen-familien blev ofre for en ubeskriveligt hjerteskærende tragedie 21. april, da de mistede tre af fire børn i et terrorangreb på et hotel i Sri Lanka. Den afgrundsdybe sorg og uretfærdighed overskyggede alt, men smukt og rørende var det først at se tusindvis af borgere støtte op om familien med et fakkeloptog til Constantinsborg i Stavtrup, og senere at se børnene blive sendt godt afsted fra Aarhus Domkirke.
Holch Povlsens børn begravet: Afsked med Alma, Agnes og Alfred
Is på køreledningerne. Noget så banalt havde Aarhus Letbane ikke lige forberedt sig på, kom det frem, da man i oktober for første gang måtte aflyse adskillige afgange på grund af vintervejret. Direktør Michael Borre placerede ansvaret hos sin forgænger. Lokalavisen Aarhus kunne dog afsløre, at Borre havde siddet i sin velpolstrede direktørstol i et år og ni måneder, før han bestilte det ismateriel, der nu først ankommer til januar.
Letbanen bestilte først ismateriel i slutningen af september
Jens Stage skiftede i sommer fra AGF til FCK. Det faldt tre unge mænd så meget for brystet, at de smed en røgbombe ind i fodboldspillerens Aarhus-lejlighed med en besked om, at han var en forræder. To kvinder var tilstede, men reddede sig ud, og i november blev de unge mænd idømt fængsel for brandstiftelse. Kort efter erklærede AGF, at de tre fans aldrig må vise sig på stadion mere.
Tre mænd idømt fængselsstraf for forsøg på brandstiftelse mod Jens Stages lejlighed
Kongelunden skal det kommende stadionområde hedde, afslørede borgmesteren 2. december på et pressemøde, hvor milliardær Henrik Lind og Salling Fondene lovede, at de vil kaste 500 mio. kr. i udvikling af området og et spritnyt stadion. Samtidig kunne de tidligere kritiske naboer glæde sig over, at salg af byggeretter med den store donation øjensynligt er taget af bordet.
Donorer bestemmer navnet på ’banebrydende og smukt’ stadion
Løsgængere fik vi hele to af i byrådet i 2019. Først forlod Almaz Mengesha Liberal Alliance efter folketingsvalget, fordi hun ikke støttede partiets nye ledelse. Senere meldte hun sig ind i Venstre, der nu har syv mandater. Samtidig mistede borgmesterpartiet et mandat, da Dorthe Borgkvist i oktober meldte sig ud af byrådsgruppen på grund af uenigheder om udvalgsposter. Hun er stadig løsgænger.
Liberal profil i Aarhus Byråd, Almaz Mengesha, skifter til Venstre
Minimumsnormeringer nu, lød det fra forældre, pædagoger og politiske partier i 2019, men de må vente. SF stillede forslag i byrådet, men byrødderne dansede om den varme grød og ventede på Folketinget. Ved Finansloven i december blev der afsat penge til at indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne i 2025, men der skal regnes særdeles kreativt for at finde penge til det anbefalede antal varme hænder.
Drenge stak af fra børnehave: Jeg var sikker på, jeg ikke skulle se min søn i live igen
Nej tak, skal vi stadig ulejlige os med at svare de utallige facere i Aarhus, efter indsamlingsorganisationerne fik kolde fødder og pludselig løb fra en aftale, de havde indgået med kommunen om, at facerne som et toårigt forsøg skulle begrænses til zoner. Det vakte harme hos cityforeningen og rådmand Simsek (V), der nu har sat juristerne til at lede efter huller i loven, så kommunen kan begrænse facerne.
”De er den absolut bedste kanal til danskerne”
Ocean Race kommer til Aarhus i 2022. Det blev afsløret i september, at byen bliver stop-by, når kapsejladsen sejler verden rundt. Mange tusinde aarhusianere fik en forsmag på sejlsportens kongeklasse, da de lynhurtige både rundede havnen i 2018, men i 2022 bliver det mange gange større.
Stort sejlsportsevent kommer forbi Aarhus i 2022
Anden del af Året der gik-tilbageblikket udgives i morgen.