Arkivfoto.

Folk med Corona-senfølger står i kø: Først erklæret rask - så kommer et smertehelvede

Regionale klinikker skal behandle senfølger af corona. 

Charlotte Laursen har hovedpine og hukommelsessvigt. Coronavirusset har for længst forladt kroppen, men sådan føles det langtfra.

Ømme muskler, voldsom hovedpine, åndedrætsbesvær og høj puls er bare nogle af de gener, der kan plage i månedsvis.

Med senfølgeklinikker er der nu hjælp på vej til de hårdest ramte.

"Charlotte Laursen klarede virusset uden indlæggelse, og det kendetegner en stor del af de patienter, der henvises til klinikkerne," siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Her er flere end 200 på venteliste.

"Typisk er folk blevet raske efter fire-fem dage, men så efter en uges tid begynder det at gå værre. De symptomer, de får, har jeg aldrig tidligere set så specifikt ved nogen sygdom," siger Lars Østergaard.

Charlotte Bremer Laursen er blandt dem, der venter på, at det skal blive hendes tur.

Hun blev smittet i begyndelsen af november og har det så dårligt, at hun er sygemeldt.

"Jeg har konstant hovedpine og en snurren i hovedet. Jeg er svimmel og kan ikke huske noget," siger hun.

En kort gåtur er, hvad hun har overskud til i løbet af dagen, og derfor ser hun frem til at få hjælp:

"Man bliver desperat af at have det sådan," siger hun.

Publiceret 17 January 2021 00:00