Foto: Rigspolitiet

6.810 biler fik målt fart i kæmpe færdselskontrol på Djursland

Færdselspolitiet foretog tirsdag en kæmpe færdselskontrol på Djursland med otte ATK-biler (fotovogne). Formålet var at måle, om der blev kørt for stærkt.

Fotovognene blev placeret meget synligt i 3 - 3½ timer på 16 forskellige steder i Trustrup, Kolind, Grenaa, Sivested, Laen, Ramten, Ørum, Tåstrup, Tirstrup, Glesborg og Thorsager.

Ifølge politiet holdt fotovognene meget synligt og målte i alt 6810 bilers fart imellem klokken 10 og 20.

"Det var dog kun 124 af dem, der kørte for stærkt," skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ni bilister kørte så stærkt, at de får et klip i kørekortet, men der var angiveligt ingen, som fik hverken en betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet.

Det "værste" sted var Ebeltoftvej i Tåstrup, hvor 30 bilister kørte for stærkt, og fire fik et klip i kortet. På tre af strækningerne, Frejlingvej i Kolind, Laenvej i Laen og Hovedvejen i Ørum, var der ingen af de 1821 køretøjer, der passerede ATK-bilerne, der blev målt til at kørte for stærkt.

jr

Publiceret 21 October 2020 11:06