Foto: Rigspolitiet

17-årig pige udsat for racisme og grov vold i Grenaa

En 17-årig pige blev natten til søndag omkring klokken 02 udsat for racisme og grov vold på Havnevejen i Grenaa.

Hun har til politiet forklaret, at hun kom gående, da en ung mand i en bil råbte en racistisk kommentar møntet på hendes hudfarve, hvorefter bilen holdt ind til siden lidt derfra.

Pigen blev vred og løb hen og konfronterede den 20-årige mand og en 17-årig pige, som var med i bilen. Hun steg ud, og de jævnaldrende piger røg i totterne på hinanden. Manden kom ud at bilen for at hjælpe sin veninde ved at slå og skubbe til den 17-årige.

Under tumulten blev hun også ramt af peberspray på kinden, som den anden pige fyrede af, inden de kørte væk i bilen.

Offeret anmeldte episoden til politiet, der kort efter anholdte de to personer fra bilen. De er begge foreløbigt sigtet for grov vold, for racisme og for at have en peberspray på sig.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 24 August 2020 11:34