Vestre Landsret i Viborg.

Vestre Landsret i Viborg. Arkivfoto: Jeppe Rafn

7 års fængsel for tre voldtægter plus et forsøg på voldtægt

Vestre Landsret skærper dom mod ung mand fra Djursland

Af
Jeppe Rafn

En 22-årig mand fra Ørsted er i en ankesag i Vestre Landsret blevet kendt skyldig i tre voldtægter og et forsøg på voldtægt mod fire forskellige piger/unge kvinder, som han i forvejen kendte. Det oplyser landsretten på sin hjemmeside.

Straffen blev sat til syv års fængsel, hvilket er en skærpelse på et år i forhold til den dom, som han modtog i Byretten i Randers i november 2019. Her blev han kendt skyldig i tre fuldbyrdede voldtægter samt et andet seksuelt forhold end samleje under tvang. Han blev dog frifundet for forsøg på voldtægt i den sidstnævnte sag, hvor landsretten derimod har fundet det bevist, at han prøvede at voldtage offeret.

Voldtægterne og voldtægtsforsøget fandt alle sted i lokalområdet i 2016, 2018 og 2019, blandt andet på hans bopæl i Ørsted. Den sidste episode skete i slutningen af januar 2019. Efter anmeldelsen af denne voldtægt kom de andre sager frem, og den dengang 20-årige mand blev anholdt et par uger senere og sigtet for alle fire forhold. Han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, selvom han bedyrede sin uskyld, hvilket han også gjorde i både byretten og landsretten.

Både den tiltalte og anklageren havde anket byrettens dom til henholdsvis frifindelse og skærpelse i landsretten, og det faldt altså ud til anklagerens fordel i nævningeankesagen i Vestre Landsret i Viborg.

Én af nævningene stemte for frifindelse for de tre voldtægter, men da de øvrige otte nævninge samt de tre juridiske dommere erklærede ham skyldig, blev den 22-årige djurslænding dømt skyldig med kvalificeret flertal.

Den opsigtsvækkende sag må nu anses for afsluttet, for ankelse til højesteret kræver tilladelse fra procesbevillingsnævnet, og at der er noget principielt i sagen, hvilket ikke umiddelbart er tilfældet.

Publiceret 19 August 2020 17:46