FC Skanderborg har konstateret tilfælde af smitte med COVID-19 blandt klubbens medlemmer. Spillerne på billedet har dog intet med dette at gøre.

FC Skanderborg har konstateret tilfælde af smitte med COVID-19 blandt klubbens medlemmer. Spillerne på billedet har dog intet med dette at gøre.

FC Skanderborg ramt af corona-smitte

To af klubbens trænere er testet positiv for Covid-19

Af
Claus Sonne

To trænere i FC Skanderborg er testet postiv for COVID-19, og i skrivende stund er en længere række af klubbens medlemmer i gang med at blive testet for at be- eller afkræfte, om der er flere smittetilfælde.

En af klubbens trænere fik om aftenen 31. juli konstateret Covid-19 og søndag 2. august fik en trænerassistent samme besked. Begge havde deltaget i FC Skanderborgs fodboldskole.

Trænerassistenten var efter sin deltagelse i fodboldskolen med på klubbens træningslejr i Tønder, hvor klubbens Jyllandsserie-, U19- og U17-hold deltog. Her fik klubben meldingen om, at træneren var testet positiv, hvorefter man fik testet fire trænerassistenter, der havde været med på fodboldskolen. Og en af disse var altså smittet.

Vi er jo ikke eksperter i coronavirus, så vi læner os op af myndighedernes anbefalinger, selvfølgelig

"Vi er trygge ved afholdelsen af fodboldskolen. Håndteringen af Covid-19 på DBU Fodboldskolen er håndteret efter gældende retningslinjer og i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed. Dette har medført, at trænerstaben og relevante børnegrupper er testet. Den børnegruppe, som træneren har været i kontakt med og har undervist, er blevet testet, og heldigvis er ingen af dem blevet testet positive," fortæller Jens W. Højmark, formand for FC Skanderborgs bestyrelse og kalder situationen særdeles ærgerlig.

"Både i forhold til fodboldskolen og træningslejren har vi fulgt de retningslinjer, myndighederne og DBU har udstukket. Vi må bare konstatere, at coronaen stadig er derude," siger Jens W. Højmark.

Følger retningslinjer

FC Skanderborg har efter hjemkomsten fra træningslejren i Tønder meddelt alle deltagerne, at de bør betragte sig som 'nær kontakt' og derfor agere i henhold til de officielle retningslinjer, som bliver medsendt.

"Vi er jo ikke eksperter i coronavirus, så vi læner os op af myndighedernes anbefalinger, selvfølgelig. Og jeg er helt tryg ved, at vi har sat de rigtige ting i gang ud fra de retningslinjer, vi har fået udstukket, og at Smittespredningsenheden fungerer, så vi forhåbentlig kan undgå flere tilfælde end de, vi allerede har set," siger Jens W. Højmark tirsdag.

Publiceret 04 August 2020 09:00