Piraten i Djurs Sommerland er Danmarks største rutschebane.

Piraten i Djurs Sommerland er Danmarks største rutschebane. Pressefoto.

Mundbind sætter fuld fart på de vilde forlystelser i Djurs Sommerland

Myndighederne lemper på reglerne

Endelig.

Glæden er til at føle på i Djurs Sommerland, efter regeringen og Styrelsen for Patientsikkerhed har lempet på retningslinjerne for hurtigtkørende forlystelser, der i Djurs Sommerland hidtil har kørt med en kapacitet på omkring 25 procent. Siden åbningen 11. juni har det kun været tilladt at fylde forlystelser som Piraten, DrageKongen, Skatteøen, Tigeren og Juvelen med gæster fra samme familie eller selskab.

Det har givet lange ventetider, men fra tirsdag 7. juli må der køres med gæster i alle sæder i de hurtigtkørende forlystelser, hvis gæsterne bruger mundbind.

"Det er en meget glædelig nyhed for vores gæster, at de nu kan få en oplevelse, der nærmer sig den, de vil opleve i en normal sæson. Vi går de store sommerferieuger i møde, og det betyder meget, at vi kan øge kapaciteten til 100 procent, så mange flere kan prøve de fem store forlystelser, og vi kan bringe ventetiden ned," siger administrerende. direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse fra Djurs Sommerland.

Mundbindet må kun bruges én gang, og det skal smides ud efter turen for at minimere covid-19 smitterisikoen. Djurs Sommerland opfordrer gæster til at tage egne mundbind med, men de kan også købes i parken for fem kroner per styk.

Alle andre forlystelser kører som hidtil, og her skal der ikke bruges mundbind. Under besøget i Djurs Sommerland skal der fortsat holdes minimum en meters afstand til andre gæster og medarbejdere, ligesom der fortsat er håndsprit og afstandsmarkeringer overalt i parken.

jr

Publiceret 07 July 2020 07:46