Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Mor fængslet for vold mod sin gravide datter - ville have hende til at abortere

En 44-årig kvinde og tre mandlige familiemedlemmer fra Grenaa er blevet varetægtsfængslet i fire uger for grov fysisk og psykisk vold mod hendes gravide datter og datterens samlever.

Det skriver Amtsavisen, som var til stede i Retten i Randers, da de fire familiemedlemmer i går blev fremstillet i grundlovsforhør.

Den 44-årige kvinde og tre mænd på 47, 28 og 24 år blev alle anholdt i forgårs og sigtet for i forening at have begået vold, grov vold, psykisk vold samt truet med vold og medvirket til en falsk anmeldelse.

Ifølge sigtelsen har de blandt andet slået parret og forsøgt at stikke samleveren med en hobbykniv og slå ham med et jernredskab.

I retten kom det frem, at familien har forfulgt datteren og samleveren i de seneste fire måneder og forsøgt at tvinge datteren til at få foretaget en abort, blandt andet ved at bestille en aborttid til hende, selvom hun var længere henne i graviditeten end den normale abortgrænse på 12 uger.

Den falske anmeldelse drejer sig om, at familien, der kommer fra Syrien, skulle have tvunget datteren til at indgive en falsk anmeldelse af hustruvold i forsøget på at få samleveren sendt ud af landet.

Alle fire nægtede sig skyldige i alle forhold, og de kærede varetægtsfængslingerne til landsretten.

jr

Publiceret 01 July 2020 14:46