Privatfoto

Privatfoto

Ilse har været forsvundet i 50 dage:

Nu prøver politiet igen med en storstilet eftersøgning

Onsdag vil omkring 30 personer fra politiet og Beredskabsstyrelsen søge efter 75-årige Ilse

Af
Danni Paulsen

"Der skal gåes en del kilometer op og ned ad kanalen i dag."

Sådan siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, forud for en stor eftersøgning i Fannerup i Syddjurs Kommune.

Politiet får assistance fra Beredsskabsstyrelsen, og omkring 30 personer vil onsdag søge efter 75-årige Ilse.

Sidste livstegn fra hende var 21. marts, hvor hun fortalte en veninde, at hun ville gå en tur. Et par dage senere fandt man ud af, at hun var forsvundet, og ingen havde hørt fra hende siden 21. marts.

I tiden efter hendes forsvinden blev der søgt vidt og bredt, men onsdagens eftersøgning vil forgå i og langs Nordkanalen i Kolindsund.

"Hun havde bolig lige ud til kanalen og gik dagligt lange ture der," fortæller Jakob Christiansen og fortsætter:

"Vi har allerede kigget der flere gange og sejlet kanalen gennem flere gange. Derudover har vi haft hunde ude i alle skovområder i nærheden af hendes hjem, haft helikopter og droner i luften samt fået hjælp af Missing People til at lede. Nu prøver vi så igen at kigge i og langs kanalen."

Efter 50 dage uden livstegn fra Ilse må man formode, at hun kan være afgået ved døden.

"Vi er i hvert fald bekymrede over, at hun har været væk så længe, så vi tænker selvfølgelig også, at det kan være sket."

Og politiets formodning er, at hun enten har været i en ulykke eller har fået et ildebefindende på en gåtur.

"Der er intet, der tyder på, at hun skulle være udsat for en forbrydelse," slår Jakob Christiansen fast.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Publiceret 10 June 2020 09:17