Brandvæsnet måtte arbejde fra Kannikegade, fordi baggården var spærret med en bom og varevogn.

Brandvæsnet måtte arbejde fra Kannikegade, fordi baggården var spærret med en bom og varevogn. Øxenholt Foto

Mand spærrede vej for brandvæsnet: I skal ikke slukke branden

En 51-årig mand blev anholdt i forbindelse med en mindre brand i Grenaa

Af
Jeppe Rafn

Artiklen er blevet opdateret med en kommentar fra den 51-årige mand, som blev anholdt.

Politi og brandvæsen modtog i formiddags ved 11-tiden en anmeldelse om brand i Kama Kaffes kafferisteri i Kannikegade i Grenaa.

Der var ild i en skorsten, og brandvæsnet ville gerne køre ind i baggården for at slukke branden. Det kunne dog ikke lade sig gøre, fordi en 51-årig mand med tilknytning til stedet havde spærret adgangen til baggården med en bom.

"Politiet kommer frem og beder ham om at åbne bommen, men det nægter han, hvortil vi svarer, at vi vil save bommen over og sigte ham for at lægge hindringer i vejen for politiet og brandvæsnet. Det får ham til at løbe ind i sin bil og sætte den på tværs ad indkørslen til baggården," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Øxenholt Foto

Så var politiets tålmodighed brugt op, og den 51-årige mand blev anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet og brandvæsnet. Han nægtede desuden at oplyse sit navn til politiet, hvilket også koster ham en sigtelse.

"Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd."

Det endte med, at brandvæsnet måtte slukke skorstensbranden fra Kannikegade, som måtte spærres af, mens slukningen stod på. Ilden blev dog hurtigt slukket, oplyser politiet.

"Manden havde åbenbart set sig sur på kafferisteriet, for han siger til brandvæsnet, at han ikke ønsker, de skal slukke branden," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Der er dog ikke mistanke om, branden er påsat.

Lokalavisen er efterfølgende blevet kontaktet af den 51-årige mand, som ikke vil have det siddende på sig, at han skulle have bedt brandvæsnet om ikke at slukke branden. Han fortæller, at han slet ikke har været i kontakt med brandvæsnet, men kun med en politimand, som ville have ham til at fjerne bommen.

Det ville han ikke, fordi det ifølge ham slet ikke kunne lade sig gøre at komme ind i gården med store brandbiler, fordi der står en skurvogn i vejen.

Publiceret 22 May 2020 15:17