Arkivfoto

Arkivfoto

Groft:

Tyve fulgte efter ældre dame og smadrede hendes bil

En kvinde fra Galten kom tirsdag ud for en skræmmende oplevelse i Skanderborg

Af
Jonas Wrede Hansen

En 76-årig kvinde fra Galten blev tirsdag eftermiddag udsat for en særdeles grov oplevelse. Det fortæller Jesper Christensen fra Sydøstjyllands Politi.

Det hele begyndte klokken 17.15 ved kassen i Superbrugsen i Skanderborg, hvor kvinden var i gang med at betale for sine varer. I den forbindelse stod tre personer med østeuropæisk udseende ved kvinden, hvor de ifølge Jesper Christensen forsøgte at franarre kvinden hendes dankort og pinkode. Ved at smide en 100 krone-seddel på gulvet, samle den op og give den til kvinden, forsøgte mændene at distrahere kvinden ved kassen.

"Men kvinden lugtede lunten og holdt fat i både dankort og pung, så det lykkedes ikke tyvene at udføre tricket," fortæller Jesper Christensen.

Kvinden gik ud til sin bil for at køre væk, men her stoppede episoden slet ikke. For de tre personer kørte efter kvinden, og ved Grønnedalsvej i Skanderborg forsøgte personerne igen at tage kontakt til kvinden for tilsyneladende at få fat på pungen med dankortet i. Den 76-årig kvinde fortsatte med at holde fast på sine ting og bad personerne om at gå. Det fik personerne til at knuse en rude i kvindens bil og gennemrode den, før de kørte væk fra stedet, oplyser Jesper Christensen.

Sydøstjyllands Politi leder derfor efter de tre personer med henblik på at sigte dem for forsøg på tricktyveri samt for hærværket på kvindens bil.

Publiceret 29 January 2020 10:38