Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser A/S

Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser A/S

Chefredaktørens klumme:

Amatøragtig adfærd fra facer-organisation

"Hvorfor i alverden skal kommunens folk bruge tid på en organisation, der ikke taler på vegne af sit bagland," spørger Claus Krogh efter facer-fadæsen i Aarhus

Tilbage i februar måned skrev vi i denne avis om de udfordringer, som de såkaldte facere giver, når man går en tur i det indre Aarhus - særligt omkring Strøget. Facerne er de indsamlingsfolk, der opsøger andre med et ærinde i midtbyen, og som de så forsøger at overtale til at give penge til alverdens velgørende formål.

Aarhus City Forenings direktør, Claus Bech, pegede tilbage i februar på, at der var er så mange facere i Aarhus, at de rent faktisk er med til at skabe en halvskidt stemning i byen.

Det fik efterfølgende Aarhus kommune til at indlede en dialog med Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, med det formål at finde en fælles aftale, som regulerede facernes adfærd. Det var faktisk også lykkedes at finde fælles fodslag, og der var aftalt ti zoner, hvor facerne kunne arbejde fra i den indre del af Aarhus.

Men næsten på dagen, for at man skulle skyde den nye ordning i gang, løb Isobro fra aftalen. Isobros generalsekretær Mette Grovemann forklarer det pludselige kursskifte med, at foreningen ikke har været gode nok til at koordinere sin dialog med kommunen med sit baggland. Altså de indsamlingsorganisationer, som facerne samler penge ind til - og som Mette Grovemann repræsenterer. Hvordan det kan lade sig gøre, må guderne vide. Mette Grovemann slutter af med at sige, at hun håber Aarhus Kommune vil invitere hende på en kop kaffe i det nye år, så man kan fortsætte den gode dialog.

Dertil er der kun et at sige: Hvorfor i alverden skal kommunens folk bruge tid på en organisation, der ikke taler på vegne af sit bagland? Jeg er sikker på, at de dygtige medarbejdere i kommunen har bedre ting at tage sig til end at spilde tid på en dialog med en forening, der ikke er til at stole på.

På rådhuset står rådmand Bünyamin Simsek (V), hvis medarbejdere har dialogen med Isobro, og undrer sig over forløbet. Simsek har meddelt, at han nu vil bede kommunens jurister om at finde en juridisk løsning på problemet. Så i stedet for at finde en frivillig løsning til alles fælles bedste, vil Isobros amatøragtige adfærd betyde, at det nu bliver en aftale dikteret af kommunens jurister.

For os, der færdes i den indre del af byen, vil det altså lige for nu stadigvæk være som at svømme i hajfyldt farvande, når man skal zigzagge mellem alle facerne.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 09 December 2019 08:00