Se flere forskellige, smukke Luciaoptog 13. december rundt omkring i Aarhus.

Se flere forskellige, smukke Luciaoptog 13. december rundt omkring i Aarhus.

Guide til Luciaoptog i Aarhus

13. december er det Luciadag – en festdag, hvor den katolske helgen Sankta Lucia, hvis navn betyder 'lys' og som led martyrdøden tilbage i år 304, hyldes og fejres. I Danmark er Luciadag forbundet med lys og sang, og traditionen tro går små og store børn hvert år Luciaoptog i børnehaver, skoler, kirker, på plejehjem og mange andre steder. I Aarhus er der naturligvis også mulighed for at opleve Luciaoptog 13. december – både de traditionelle og de mere utraditionelle af slagsen. Århus Onsdag guider dig her til fem forskellige Luciaoptog i byen. Rigtig god fornøjelse og glædelig Sankta Lucia!

Af
Mai-Britt Jeppesen

Pressebillede

Lucia i kanalerne

Fredag 13. december ror Aarhus Kano- og Kajakklub lyset frem i Aarhus Havn med deres flydende Luciaoptog. Hele to gange kommer optoget forbi Det Lille Hus på Havnen, og fra det fine trappeanlæg på Flemming Bamse Jørgensens Plads vil der være rig mulighed for at nyde synet af de mange oplyste og pyntede kanoer og kajakker, når de sejler forbi.

Allerede fra klokken 17.30 inviterer Det Lille Hus på Havnen til lanterneværksted. Medbring selv syltetøjsglas og fyrfadslys, så sørger Aarhus Kano- og Kajakklub for lim og pynt, flint og fyrtøj. Lanternerne skal oplyse broen over kanalen og bænkearealet på Flemming Bamse Jørgensens Plads. Der vil være gløgg tilberedt over bål at varme sig på, som kan købes til fornuftige priser.

Det sejlende optog forventes at ankomme første gang cirka klokken 18.30 og igen cirka klokken 19.15, hvor der vil være præmieoverrækkelse for den bedst udsmykkede kano og kajak.

Det Lille Hus på Havnen, Flemming Bamse Jørgensens Plads, 8000 Aarhus C. Gratis.

Foto: Per Bille

Aarhus’ største og gentænkte Luciaoptog

Sidste år gik knap 300 frivillige ReThinkers Luciaoptog gennem Strøget 13. december. Eventet gentages i år, når Aarhus’ største og gentænkte Luciaoptog spreder varme, glæde, liv og lys i byen fredag 13. december fra klokken 17.00. Her vil deltagere i optoget og publikummer lægge ud med at smøre stemmerne med kor- og fællessang på Rådhuspladsen. Herfra fortsætter det hvidklædte fakkeloptog ad Strøget, forbi Domkirken via Skolegyden for til slut at ende ved DOKK1.

Kom og få en hyggeligt, sjov, smuk og i den grad spektakulær oplevelse!

Aarhus Rådhus, Rådhuspladsen 2, 8000 Aarhus C. Gratis

Pressebillede

Luciaoptog i regnbuens farver

Traditionen tro inviterer Aros igen i år til, hvad de kalder Landets flotteste Lucia-optog. Her vil børn og unge i alderen 8 til 15 år bære lyset frem gennem museet og videre igennem Your Rainbow Panoramas klare farver. Naturligvis til stroferne fra ’Nu bæres lyset frem’.Optoget kan opleves fredag 13. december klokken 17.30-18.00. Kom og syng med og nyd det smukke syn.Aros, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C. Gratis, når entré til museet er betalt.

Pressebillede

Svenske Luciatraditioner på dansk

Igen i år inviterer Ungdomskoret Aarhus U publikum med ind i den betagende fortælling om Sankta Lucia. Det sker i Vor Frue Kirke fredag 13. december klokken 18-19 og igen klokken 20-21.

Den oprindeligt svenske tradition for Luciakoncerter har Aarhus U taget til sig, og for første gang nogensinde opføres de traditionelle svenske sange på dansk. Denne aften vil kirkens rum kun være oplyst af enkelte, levende lys, og alle korsangerne vil bære traditionelle svenske Luciadragter.

Aarhus U består af 40 dygtige korsangere i alderen 15 til 26 år fra det aarhusianske kormiljø.

Oplev en magisk aften, og kom i rigtig julestemning!

Vor Frue Kirke, Frue Kirkeplads 3, 8000 Aarhus C. Billetter på flexbillet.dk

Foto: AdobeStock

Luciaoptog og ballet

Magi, eventyr og yndefuldhed går hånd i hånd, når Aarhus Ballet Akademi går Luciaoptog og optræder med ballet til – selvfølgelig julemusik - på Udsigten på Dokk1 fredag 13. december klokken 16.

Kom og mærk julestemningen sprede sig.

Dokk1, Udsigten, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C. Gratis.

Publiceret 08 December 2019 07:00