Der bliver tagterrasse med væksthus og boldbane i det nye byggeri på Søren Frichs Vej.

Der bliver tagterrasse med væksthus og boldbane i det nye byggeri på Søren Frichs Vej. Illustration

Væksthus og boldbane på taget:

156 nye lejligheder til unge

Go' Bolig står for udlejningen af helt nye ungdomsboliger på Søren Frichs Vej i Åbyhøj

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

byggeri JCN Bolig står bag opførelsen af 156 nye ungdomslejligheder på Søren Frichs Vej 51 i Åbyhøj.

Gennem cirka halvandet år er der blevet bygget på stedet, og nu er lejlighederne klar til at blive udlejet, fortæller marketingsansvarlig Sarah Magnusson fra Go' Bolig, der står for udlejningen.

Indtil videre er der allerede 30 underskrevne kontrakter, selv om man først kan flytte ind 15. marts.

"Lejlighederne er et- og toværelses og har alle sammen altan, ovn, komfur, opvaskemaskine, tørretumbler og vaskemaskine. Der er blevet taget godt imod dem, og der er mange studerende, der synes, at det er dejligt, at de ikke skal dele køkken og bad med andre. Det er helt klart noget af det, de fremhæver," siger Sarah Magnusson.

Aktiviteter på taget

På toppen af bygningen har man indrettet en stor tagterrasse, hvor der bliver etableret et væksthus og en lukket boldbane til for eksempel basket og fodbold. På den måde er der mulighed for, at de unge kan skabe en kollegie-stemning og holde sociale arrangementer på taget.

Huslejen ligger fra 5.300 kroner for en et-værelses og op til 8.100 kroner for en to-værelses, og ifølge Sarah Magnusson er det med til, at lejlighederne er attraktive.

"Vi har haft udfordringer med at leje ud andre steder, men her er vi på et niveau, som folk kan betale. Med de 30 underskrevne kontrakter på nuværende tidspunkt er det noget af det mest markante, vi har oplevet længe, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld med resten," siger hun.

Et godt område

Byggeriet er opført i et område, hvor der kommer masser af liv med tiden.

"Det bliver et kanon område. Lige nu er det en byggeplads, men det bliver rigtig fedt med masser af mennesker og liv. I samme blok som vores er der lagt op til, at der skal være erhverv i bunden. Vi håber, at det kan være med til at skabe et godt miljø, og at det bliver til en bydel," fortæller Sarah Magnusson.

Lejlighederne ligger tæt på Brabrand Søen og Stien og på uddannelsesinstitutioner, ligesom der er handlemuligheder lige ved siden af.

Ungdomsboliger

  • De et-værelses er 34-41 kvadratmeter og koster fra 5.300 kroner til 5.600 kroner
  • De to-værelses er 52-54 kvadratmeter og koster fra 7.600 kroner til 8.100 kroner
  • Se mere på gobolig.dk - her fremgår det også, hvornår der er åbent hus

Publiceret 04 December 2019 18:00