Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Chefredaktørens klumme: Fornemt, AGF!

"Vi ser i dag en fodboldklub med et udtryk på banen, som handler om, at ingen er større end holdet, og at alle arbejder i holdets tjeneste"

Søndag eftermiddag sænkede AGF Esbjerg på udebane. En ualmindeligt dårlig kamp af byens hold. Alligevel tog de tre point med hjem i spillerbussen til Aarhus. Og dermed en 3. plads i Superligaen, inden der snart er vinterpause.

Yes - nummer tre i Superligaen efter der er spillet 18 kampe. Det er ganske imponerende. AGF har nu faktisk et point mere i indeværende sæson, end de havde, da slutspillet sluttede sidste forår. Det var der ganske enkelt ikke mange, der havde troet.

Jeg har skrevet om det før - det forandrede AGF.

Vi ser i dag en fodboldklub med et udtryk på banen, som handler om, at ingen er større end holdet, og at alle arbejder i holdets tjeneste. Og hvis man var i tvivl om det, så læg mærke til gårsdagens udskiftning af AGF's absolutte stjerne og største salgsobjekt - Mustapha Bundu - allerede efter 35 minutter. På trods af at Bundu scorede et eminent mål allerede efter ni minutter, røg han på bænken, da cheftræner David Nielsen mente, at angriberen ikke gav sig selv tilstrækkeligt i duellerne, og David Nielsen derfor ville have et andet udtryk på banen. Bundu blev irriteret, da han blev pillet ud, men traskede så hen til bænken, og på TV-billederne kunne man efterfølgende se, at Bundu jublede ligeså meget som sine holdkammerater, da sejren var i hus.

Det er i sandhed et forandret AGF, vi ser for tiden. Nu mangler bare, at klubben får forlænget aftalen med David Nielsen, og at planerne om et nyt stadion bliver realiseret.

I nutidens AGF kan det lade sig gøre at pille holdets største stjerne ud, uden at fællesskabet flækker. Jeg noterede mig godt, at et enkelt medie valgte at skrive en overskrift med ordlyden “Balladen lurer i AGF” under hentydning til netop Bundus udskiftning. Men det handler mere om klik end om, at balladen truer i AGF.

Når AGF's direktør Jacob Nielsen toner frem på skærmen, er der også en anderledes ro på. Han udstråler - præcis som David Nielsen - en ro og en tro på tingene, som ikke altid har været hans udtryk.

Det er i sandhed et forandret AGF, vi ser for tiden. Nu mangler bare, at klubben får forlænget aftalen med David Nielsen, og at planerne om et nyt stadion bliver realiseret.

Mens disse linjer skrives, er der på rådhuset blevet løftet sløret for, at den aarhusianske milliardær Henrik Linds selskab Lind Invest og Salling-Fonden vil donere en halv milliard kroner til en ny helhedsløsning for området omkring Aarhus Stadion.

Med det formål for øje blandt andet at sikre et nyt og moderne fodboldstadion. En i sandhed glædelig nyhed for hele byen og for fans af AGF.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 03 December 2019 09:30