Skuespillerne Albert Ankerstjerne, Ashok Peter Pramanik og Bolette Engstrøm Bjerre samt dramatikerne Maria Ulbrandt Laumark, Mads Kamp og Louise Christensen er blandt de medvirkende i 'Jeg mangler ord', der i alt tæller en cirka 20 mand stor gruppe.

Skuespillerne Albert Ankerstjerne, Ashok Peter Pramanik og Bolette Engstrøm Bjerre samt dramatikerne Maria Ulbrandt Laumark, Mads Kamp og Louise Christensen er blandt de medvirkende i 'Jeg mangler ord', der i alt tæller en cirka 20 mand stor gruppe. Foto: 'Jeg mangler ord'

Nyt improshow: Hylende morsomt, grotesk, rørende

Publikum får mulighed for at være replikforfattere, når Filuren inviterer til et nyt og anderledes show

Af
Anna E. Køhlert

Aarhus Man kender konceptet: Skuespillere på en scene uden manuskript, der frit fra leveren arbejder sig igennem et show baseret på improvisation. 'Jeg mangler ord' er titlen på et nyt format, hvor det ikke kun er skuespillerne, der skal improvisere, men i høj grad dramatikerne, der sidder og skal levere replikker til skuespillerne på scenen.

"Vi må ikke forberede os på forhånd, så vi kommer ikke med andet end vores professionelle teknik som henholdsvis dramatikere og skuespillere," forklarer Louise Christiansen, der er en af kræfterne bag konceptet. Hun er selv dramatiker og deltager i flere af impro-forestillingerne.

Overraskende plots

Konceptet stammer oprindeligt fra England, og gruppen af dramatikere og skuespiller, der har overført det til Danmark, har prøvekørt konceptet de seneste par år på blandt andet Svalegangen, Aarhus Teater og Fairbar. Det er ikke kun dramatikerne, der producerer til skuespillerne, også publikum bidrager med replikker til stykket, og det er ifølge Louise Christiansen et samarbejde, der byder på overraskelser og sjove momenter.

"Nogle gange kommer der nogle virkelig overraskende plots ud af det, og publikum kan se frem til, at få et indblik i den kreative skriveproces dramatikere er igennem i forbindelse med at forfatte scener og replikker. Man får at se, hvor nemt men samtidig komplekst det er at skrive den gode historie, og samtidig har man selv indflydelse på det. Folk reagerer tit, når deres egne replikker dukker op. Nogle gange bliver det til hylende morsomme og groteske historier, mens det andre gange er rørende historier, der kommer ud af det," forklarer Louise Christiansen.

Dramatikerne er under pres, når de løbende skal producerer replikker til skuespillerne på scenen. To skuespillere og tre dramatikere danner et hold til hver forestilling. Samme hold sættes aldrig to gange i træk, da man vil sikre en variation og dynamik i hver enkelt forestilling.

Dramatikerne er under pres, når de løbende skal producerer replikker til skuespillerne på scenen. To skuespillere og tre dramatikere danner et hold til hver forestilling. Samme hold sættes aldrig to gange i træk, da man vil sikre en variation og dynamik i hver enkelt forestilling. Foto: 'Jeg mangler ord'

Publikums replikker

'Jeg kan godt lide ostehaps og tissemænd'. Sådan lyder replikken, der er skrevet af publikum og som bliver trukket op af hatten, da skuespillerne går på scenen for at varme op forud for den første forestilling på Teaterhuset Filuren 26. oktober. Når skuespillerne kommer på scenen til opvarmningen, er publikum allerede til stede og i gang med deres arbejde nemlig at producere titler og nødreplikker til dramatikere og skuespillere. Adspurgt om, hvor skuespillernes opvarmningsscene skal foregå, kommer forslaget: 'I en svømmehal'. Og så er det ellers op til skuespillerne at skabe en scene, der ender ud med den måske lidt bizarre nødreplik.

Fem runder - én historie

"'Jeg mangler ord' kan noget mere end traditionel impro, fordi det er en skrevet historie. Som Aristoteles sagde, så skal den gode historie udfolde sig over fem akter, og det er det, vi gør. Vi har en sammenhængende historie, der udvikler sig over fem runder," beskriver Louise Christiansen om stykket og uddyber.

"Det kræver noget helt særligt af skuespillerne, fordi de bliver nødt til at agere her og nu. De må stole på, at deres teknik kan gøre, at de kan se en scene for sig og spille derud fra. Så forestillingen står i skarp kontrast til almindelige teaterstykker, hvor alt på scenen er gennemtænkt, undersøgt og afprøvet, så det er fedt for skuespillerne og os, at man kan lege lidt" griner Louise Christiansen.

Publikum og dramatikere står for at fodre skuespillerne med replikker for at sikre historiens fortsatte eksistens. Stykket er i fem akter og har benspændt indlagt undervejs, så der hele tiden sker noget uforudset.

Publikum og dramatikere står for at fodre skuespillerne med replikker for at sikre historiens fortsatte eksistens. Stykket er i fem akter og har benspændt indlagt undervejs, så der hele tiden sker noget uforudset. Foto: 'Jeg mangler ord'

Slip kontrollen

"Som dramatikere bliver vi nødt til at slippe kontrollen og bare skrive, og det tror jeg er meget sundt. Og så er man tvunget til at skrive sammen med nogen, man kan ikke sidde selv og nørde, og ofte viser det sig, at flere hjerner er bedre end én. Man kommer i et flow, hvilket er virkelig fedt at opleve, og det er med til at udvikle ens dramatiker-hjerne," forklarer Louise Christiansen om den udfordring, det er for dramatikerne at være en del af forestillingen, og tilføjer med smil i stemmen.

"Vi synes, det er et fedt koncept, og vi glæder os over, at vi har fået en aftale med Teaterhuset Filuren, hvor vi kan byde publikum velkommen. Og jeg er sikker på, at både publikum og de medvirkende får nogle virkelig sjove aftener".

Fakta 'Jeg mangler ord'

  • 'Jeg mangler ord' er et improvisationsshow med tre dramatikere og to skuespillere
  • Gruppen bag består af omkring 20 dramatikere og skuespillere, der skiftes til at være med i forestillingerne
  • Dramatikerne skriver første scene, mens skuespillerne varmer op, og publikum skriver nødreplikker
  • De efterfølgende scener skriver dramatikerne undervejs, mens stykket udspiller sig
  • Når dramatikerne ikke længere kan følge med i tempoet, og skuespillerne mangler replikker, trækkes der nødreplikker, der er skrevet af publikum
  • Stykket består af fem runder, hvor der vil være lagt forskellige benspænd ind. I en af runderne skal dramatikerne skrive en scene sammen, hvor de skiftes til at skrive en replik. Når skuespillerne får manuskriptet i hånden, får de kun deres egne replikker og ved dermed ikke, hvad deres medspiller skal sige
  • 'Jeg mangler ord' spiller i Teaterhuset Filuren, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus
  • Spilledatoerne er 30. november 2019 samt 25. januar, 28. marts og 25. april 2020
  • Alle dage spilles der klokken 17-19
  • Find billetter her

Publiceret 29 November 2019 10:00