Susanne Juhasz spiller hovedrollen som den bramfrie Ninna i den nye danske komedie af samme navn.

Susanne Juhasz spiller hovedrollen som den bramfrie Ninna i den nye danske komedie af samme navn. Foto: UIP/kino.dk

'Ninna': En komedie med noget på hjerte

Efter syv års pause vender skuespiller Susanne Juhasz tilbage til dansk film. Som debuterende manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver i 'Ninna' - en komedie med et dybere budskab

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS “Du ER gammel! Er du dement? Du taler så utrolig langsomt!”

De meget direkte udbrud kommer fra den bramfrie Ninna i den nye danske komedie af samme navn. Ninna arbejder på den lokale grillbar i Præstø og bor alene med sin søn Dennis. Da Dennis nærmer sig de 18 år, meddeler han sin mor, at han flytter hjemmefra, hvilket får Ninnas verden til at styrte sammen. Hun iværksætter en plan for at få Dennis hjem igen, men må også undervejs tage sit eget liv op til revision.

Hovedrollen som Ninna indtages af skuespiller Susanne Juhasz, der også står bag filmens manuskript; hendes debut som manuskriptforfatter.

“Mit ønske var at forme en kvindelig karakter, som var ekstremt svær at holde af. Det er Ninna! Hun er jo så meget for meget!” siger skuespiller Susanne Juhasz. Hun er med på en telefonforbindelse fra hjemmet i Præstø.

“Men når man lærer Ninna at kende og erfarer, hun er barn af alkoholikere, så får man forhåbentlig en forståelse for, hvorfor hun er, som hun er. Der er altid en grund til, at vi er, som vi er og gør, som vi gør. Ser man filmen i det perspektiv, handler den om medfølelse. Ninna er en komedie ja, men med et dybere budskab,” fortsætter Susanne.

Susanne Juhasz spiller blandt andet over for Peter Ganzler i komedien 'Ninna'.

Susanne Juhasz spiller blandt andet over for Peter Ganzler i komedien 'Ninna'. UIP

Angsten for at dø før tid

Susanne Juhasz har medvirket i en række tv-serier og spillefilm, og tilbage i 2002 modtog hun blandt andet en Bodil for sin rolle i filmen ‘At klappe med én hånd’. I 2013 satte hun skuespillerkarrieren på pause, men med ‘Ninna’ vender Susanne Juhasz nu tilbage til dansk film.

“Det er en hård branche. Er du kvinde og vil frem i den her branche i Danmark, må du sige ja til det, der byder sig. Der er ikke plads til at være kritisk over for hverken projekter eller instruktører. Det kunne jeg ikke uden at føle, jeg ikke var tro mod mig selv. Så jeg var nødt til at trække mig fra branchen dengang,” husker Susanne.

I de knap syv år der er gået, har hun været vidt omkring; arbejdet som billedkunstner, som kirketjener og hos en bedemand i København.

“Jobbet som assistent for en bedemand blev et vendepunkt i mit liv. De døde var ikke kun gamle, der var også mange unge mennesker, og det påvirkede mit enormt. Ikke fordi jeg var bange for at dø, men fordi jeg var bange for at dø, før jeg havde nået at give det til verden, som jeg følte, jeg gerne ville give: at fortælle menneskers historier,” fortæller Susanne.

Hun sagde jobbet hos bedemanden op og begyndte at skrive. Hun tog kontakt til instruktør Fabian Wullenweber, som har stået bag successerien 'Badehotellet' og film som ‘Klatretøsen’ og ‘Cecilie’. De to indledte et kreativt samarbejde, som siden udviklede sig til et kærlighedsforhold.

Da Ninnas søn Dennis, spillet af Rex Leonard, meddeler, at han flytter hjemmefra, styrter Ninnas verden i grus.

Da Ninnas søn Dennis, spillet af Rex Leonard, meddeler, at han flytter hjemmefra, styrter Ninnas verden i grus. Foto: UIP/kino.dk

Fiktion med jyske rødder

I dag bor Susanne Juhasz og Fabian Wullenweber sammen i Præstø på Sydsjælland, hvor ‘Ninna’ også foregår. Men sine barnesko har Susanne Juhasz trådt i Egå nord for Aarhus.

“Mine første barndomsminder er fra Aarhus, og det er ofte dem, jeg trækker på, når jeg skriver. Alt, der var ‘mit og min første’, er jo fra Aarhus,” siger Susanne.

Det betyder ikke, at ‘Ninna’ er selvbiografisk. Slet ikke faktisk.

“Filmen bygger på ingen måde på mit eget liv; ’Ninna’ er fiktion. Men ligesom Ninnas opvækst i Præstø med alkoholiserede forældre har gjort hende til den, hun er, har min opvækst i Aarhus gjort mig til den, jeg er. Jeg er ikke vokset op i et miljø som det, Ninna er vokset op i. Men med en psykisk ustabil mor og en far med et heftigt temperament, har jeg ar med mig fra min barndom. Ligesom Ninna har det,” slår Susanne fast.

Titlen ‘Ninna’ er også vundet frem af Susanne Juhasz’ minder fra sin opvækst i det jyske.

“Filmen hedder Ninna, fordi min barndomsveninde fra vejen, hvor jeg boede med mine forældre, hed Ninna. Ninna fra dengang minder overhovedet ikke om Ninna i filmen, men jeg ville gerne vælge et navn til min kvindelige hovedrolle, som jeg forbandt med kærlighed - og det gør Ninna,” siger Susanne med stor varme i stemmen.

Til trods for at Susanne Juhasz har skrevet rollen som Ninna til sig selv, er der ingen lighedstegn mellem hendes egen person og karakteren Ninna.

“Jeg er hverken impulsstyret eller mangler situationsfornemmelse, sådan som Ninna i filmen. Det eneste, jeg har til fælles med Ninna, er hendes energi og ‘Nobody can stop me’-attitude.” Susanne tøver lidt. Så tilføjer hun:

”Det er noget af det, jeg har lært af Ninna; at man skal kæmpe for det, man tror på og ikke give op. For som Ninna siger på et tidspunkt i filmen: ”Der er ikke nogen storme, der varer for evigt!”. Og hvor har hun ret. I de fem år jeg har arbejdet på ’Ninna’, har jeg gennemgået en ret vild proces. Jeg har udviklet mig fra at tænke: Tør jeg at kaste mig ud i at være manuskriptforfatter? Kan jeg? Til at stå her i dag, fem år senere, hvor Ninna lige har haft premiere i biografer landet over.” Susanne sukker i den anden ende af røret. Et glædessuk.

“Ninna er en af de vigtigste kampe, jeg har taget i mit liv,” indskyder hun så.

Håbet om en to'er

’Ninna’ er en komedie, hvor den sorte humor får frit lejde.

”Jeg er vendt tilbage til dansk film for at lave larm. Det er derfor, der er så megen sort humor i ’Ninna’. Filmen er grov, og det er helt bevidst. Det værste for mig ville være at skrive en komedie med mig selv i hovedrollen, og det så bare var en ’likeable’ komedie.” Susanne næsten fnyser.

’Ninna’ fremkalder både smil, hovedrysten og krummede tæer. Men det er også en rørende fil.

“Fabian og jeg får et hav af mails fra folk, der er blevet berørte af filmen. Tænk at ’Ninna’ når så langt ind i hjertet på nogle mennesker, at de bliver nødt til at skrive til os. Det bliver jeg meget rørt over; det giver mig en følelse af at have en helt særlig hjerte-connection med folk, jeg ikke kender. Det er min løn for fem års gratis arbejde,” lyder det fra skuespilleren.

Trods støtte fra Det Danske Filminstitut har budgettet på ’Ninna’ været småt. Meget småt.

”Både Fabian og jeg føler, vi står med en rigtig god film, en vigtig film. For mig er ’Ninna’ en stemme for alle dem, der har ar på sjælen fra deres barndom og ikke er blevet forstået, ikke har mærket medfølelse. Det er deres sag, jeg forsøger at tale med ’Ninna’. Men med det skrabede budget vi har, er det svært at nå ud til folk med den…” Energien og varmen i Susannes stemmeføring er afløst af opgiven. Men kun kortvarigt.

“Jeg har skrevet manuskriptet til ’Ninna 2’, men når midlerne er små, og 1’eren endnu ikke har solgt så mange billetter, ved vi ikke, om det kan lade sig gøre. Vi prøver at finde en måde hvorpå, det kan lade sig gøre, og vi har stadig troen på det.” Susanne lyder atter stålsat. I sin næste sætning endnu mere:

“Sikkert er det, at der kun kommer en ’Ninna 2’, hvis publikum går ind og ser filmen. Så kunne jeg bestemme, skulle alle gå i biografen og se ’Ninna’. Nu!”

FAKTA: Ninna

  • Biografpremiere landet over 7. november
  • Manuskript: Susanne Juhasz
  • Instruktør: Fabian Wullenweber
  • Medvirkende: Susanne Juhasz, Peter Gantzler, Jesper Asholt, Kristian Halken, Rikke Louise Andersson, Rex Leonard m.fl.
  • ’Ninna’ er solgt til TV2
  • Susanne Juhasz er 47 år, født i Aarhus og uddannet fra Statens Teaterskole i 2000
  • Hun har medvirket i blandt andet ’At klappe med én hånd’ (2001) og ’Regel nr. 1’ (2003)
  • I 2002 vandt hun en Bodil for bedste kvindelige birolle i 'At klappe med én hånd'
  • Se mere på kino.dk og nfbio.dk

Publiceret 29 November 2019 10:00