Foto: Teaterhuset Filuren

Guide: Juleforestillinger for hele familien i Aarhus

I denne søde ventetid frem mod jul er der masser af hyggelige, sjove og spændende juleforestillinger for børn og voksne på de mange aarhusianske teaterscener. Århus Onsdag guider dig til et udpluk af dem her

Af
Anna E. Køhlert

Faster Lizzies jul

I Faster Lizzies køkken står alt helt stille. Vejrudsigten melder om sne juleaften og det tegner til at blive en rigtig fantastisk jul. Men julehumøret kommer ikke, for katten Misser er væk. Faster Lizzie leder alle steder, men Misser er helt væk. I køkkenet er der fyldt med skuffer, låger og hylder og alle er de fyldt med hemmeligheder, spændende sager og ikke mindst ingredienser til julestemning. I jagten på Misser, finder Lizzie dufte, lyde, musik og så finder hun små øjeblikke med julemagi. Lizzie finder også et ægte julehjerte og langsomt sniger julestemningen sig ind, men hvad med julehumøret og Misser? Faster Lizzies jul er et juleeventyr for hele familien, hvor julen opleves gennem køkkenets dufte, lyde og musik.

'Faster Lizzies jul' spiller 15. december klokken 13 og 15

Teaterhuset Filueren, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Kenn Lund Nielsen

Julegnaskeren

Rosenteatret opsætter i år juleforestillingen ’Julegnaskeren’ som handler om, hvordan julemanden hver år drager afsted for at aflevere pakkerne juleaften. Men for at kunne flyve har han brug for sit magiske tryllestøv, som bliver bevogtet af den farlige julegnasker; et frygtindgydende dyr som lever af julestemning. Julemanden har derfor brug for hjælp fra sine gode venner: Påskeharen, Tandfeen og Ole Lukøje, så de kan fortælle gode julehistorier, så tvillingerne kan samle magisk støv nok til at det også kan blive jul i år. Publikum vil kunne være vidner til, om der bliver fortalt historier nok, at Julemanden kan komme ud med gaver og redde julen.

'Julegnaskeren’ spiller på Rosenteatret alle lørdage og søndage klokken 15 frem til 22. december.

Rosenteatret, Teatertorvet, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Emilie Therese

Pagten

Den 12-årige dreng Malte har en temmelig livlig fantasi, og eleverne i skolen mobber ham og holder ham udenfor. Men en dag finder han ud af, at han er udvalgt. Han skal sammen med nisserne kæmpe mod den uhyggelige isheks Iselin. Hun vil nemlig udrydde nisserne, fordi de ikke vil underkaste sig hendes herredømme over den magiske verden. Malte slår sig sammen med den modige nisse Lyda, og de må igennem tre svære magiske prøver for at finde Pagtens skjulested, der skal hjælpe dem til at overvinde isheksen. Pagten bygger på DR's julekalender fra 2009 og opføres for første gang som teater.

'Pagten' spiller frem til 21. december.

Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Kasper Rebien

God jul, Cirkeline!

Det er juleaften tidligt om morgenen. Cirkeline sidder i sin tændstikæske og kigger ud på stjernerne. Juleeventyret handler om Cirkeline og hendes musevenner, Frederik og Ingolf, der er stået tidlig op juleaftensdag for at forberede alt til den store aften. Gaver bliver pakket ind, hjerter flettet, og der hygges, synges og leges. På jagt efter et juletræ i skoven møder de den skurkagtige kat, de sjove skovnisser, og sidst, men ikke mindst, snemusen Knud med den røde tud. Og så bliver det endelig juleaften. Forestilling er, som vi kender den fra tegnefilmene, fyldt med humor og iørefaldende musik.

'God jul, Cirkeline!' spiller 14. december klokken 11, 13 og 15.

Musikhuset Aarhus, Rytmisk sal, Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Teatret Gruppe 38 pressefoto, 'Den hellige nat'

Den hellige nat

Tag hul på julen med en forestilling om den skæbnesvangre nat, hvor Maria fødte Jesusbarnet i Betlehem, og hele verden holdt vejret for ikke at forstyrre. En juleforestilling, der appellerer på tværs af generationer til enhver, der har sin barnetro intakt og til alle juleelskere. Juleevangeliet tages under behandling og fortælles uden sentimentalitet og forherligelse, med et budskab om at ondskaben er til, men at der samtidig er noget som er større end Kong Herodes. Det 'noget' som lagde hele verden stille den dag det blev til. Det er en fortælling om lyset og mørket og en fortælling direkte fra hjertet.

'Den hellige nat' er en genopsætning af Teatret Gruppe 38 og spiller frem til 18. december.

Teatret Gruppe 38, Irma Pedersens Gade 222, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Teaterhuset Filuren

Så er det endelig hjul

Det er 23. december og Rasmus Hjul kommer kørende på sin kassecykel, som han har arvet fra sin far, den store gøgler, Ole Maler. Den cykel har været i hele landet, ja hele verden nærmest. Og der er historier i den. Fantastiske, finurlige, vilde og sjove historier. Sande historier og løgnehistorier, spundet af det pureste opspind. 'Så er det endelig hjul' er en humoristisk, rørende og livsbekræftende juleforestilling om at bære sine minder med sig og altid tro på det gode og en mands ukuelige tro på julemanden. Julen er hjerternes fest, den er fuld af hygge og kærlighed og det samme er Rasmus Hjul. Forestillingen byder på de bedste af Kim Larsens sange og der er rig mulighed for at nynne med og komme i julestemning.

'Så er det endelig hjul' spiller 8. december klokken 13 og 15.

Teaterhuset Filueren, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Foto: Ramasjang pressefoto

Ramasjang Julemysteriet

Julen er i fare. Selveste julemanden er blevet bestjålet, og ingen ved hvem skurken er. Hvis ikke mysteriet bliver opklaret hurtigst muligt, vil det være slut med julegaver, juletræer, nisser og rensdyr for altid. Heldigvis er der en sidste chance: Ramasjangs detektiv, Kristian. Han er en mester i at finde spor, og han kender Ramasjangs skurke ind og ud. Sammen med alle børnene vil Kristian prøve at finde ud af, hvem af skurkene, der har været på spil. Er det den gamle Reichardt Thomsen, den svenske danseslyngel Danse Staffan, fodboldtossen Ronni Roligan, Hanne Riffel, Camping Vagn, Preben Pølsesnak eller Fru Pudderkvast? Koncerten er fyldt med de kendte sange fra Ramasjang Mysteriet.

'Ramasjang Julemysteriet' spiller 7. december klokken 11 og 14.

Musikhuset Aarhus, Rytmisk sal, Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus. Mere info og billetter her

Publiceret 29 November 2019 10:00