John Gaden med AGF-trøjen med hans navn på maven.

John Gaden med AGF-trøjen med hans navn på maven.

John blev hyldet af 'De Hviiie fra Fredensvang'

83-årige John Gaden fra Skanderborg har været AGF-fan nærmest hele sit liv

Af
Claus Sonne

Da AGF 29. september spillede hjemmekamp var det sædvanlige sponsornavn på de 18 spillertrøjer skiftet ud med navne på nogle af klubbens største fans. På en af trøjerne stod der 'John'. Det var en hyldest til 83-årige John Gaden fra Skanderborg.

Undtagelsesvis var hovedpersonen ikke til stede under kampen, som han så på Azorerne, hvor han var på ferie. I stedet var det datteren Tine, der også stod bag indstillingen, der agerede stand-in.

John, søn og børnebørn

Normalt er John Gaden på plads for enden af Stadion Allé i Aarhus, når AGF spiller hjemme. Typisk sammen med sønnen Hans, der i 10 år var fysioterapeut for AGF's Superliga-spillere, samt børnebørnene. Sæsonkortet bliver troligt købt år efter år, selv om resultaterne er pænt svingende.

Første gang, John Gaden så en AGF-kamp, var i 1948. Sammen med kammeraterne Karsten Fedder og Knud Jakobsen cyklede han til og fra Aarhus Stadion. Med i lommen var autografbogen, der blandt andet blev signeret af legendariske Knud Lundberg fra AB, manden der spillede på landsholdet i fodbold, håndbold og basketball.

"Jeg var fulgt AGF lige siden og i tykt og tyndt. Blandt andet i mesterskabsårene i 1950'erne," fortæller John Gaden og mindes de mange store kampe på et stadion så tætpakket, at flere tilskuere måtte kravle op i de nærliggende træer for at se med.

At John Gaden er stor AGF-fan beviste han i 2004, da AGF gerne ville tilknytte svenske Tobia Grahn. Klubben havde ikke penge nok, så der blev solgt anparter á 10.500 kr. til fansene. John Gaden købte en anpart - og fik pengene igen, da Grahn senere blev solgt.

"Jeg har altid været vild med fodbold. Jeg spillede selv for Skanderborg Boldklub tilbage i 1950'erne og nåede at spille i Jyllandsserien. Og den dag i dag kan jeg ikke gå forbi en bold uden at sparke til den," smiler John Gaden og glæder sig over, at alle tre børnebørn spiller fodbold.

Publiceret 23 October 2019 18:30