Ung mand blev snittet to gange i maven med en kniv.

Ung mand blev snittet to gange i maven med en kniv. Modelfoto: Adobe Stock

Ung mand snittet i maven af forsmåede gaderøvere: De skal fanges

Politiet leder efter to gerningsmænd til groft røveri på gaden i Aarhus

Af
Jeppe Rafn

En 25-årig mand blev lørdag morgen udsat for et groft røveri på gaden i Aarhus.

Østjyllands Politis vagtchef oplyser, at den unge mand blev passet op af to mænd, der holdt en kniv mod hans mave og krævede hans værdier. Da han ikke havde noget af værdi på sig, blev han to gange snittet overfladisk på maven med en kniv, inden mændene stak af.

"Han var meget chokeret og er blevet behandlet på skadestuen. Det er et rigtigt groft røveri, så vil gerne have dem fanget," oplyser vagtchef Per Bennekov.

Det mislykkede gaderøveri skete kort før lørdag morgen klokken 06.07, hvor det blev anmeldt. Det fandt sted i Langelandsgade ved fodgængertunnelen ved Vestervang i Aarhus C.

De to gaderøvere beskrives som:

A: Mand, østafrikansk af udseende, 23-28 år, 185-190 cm høj, almindelig kropsbygning, sort hudfarve og sort kort hår, skægstubbe, karseklippet. Han talte dansk og var iført sorte bukser og en tynd sort Northface windbreaker jakke med lynlås. Bevæbnet med sortskæftet foldekniv på cirka 15-20 cm.

B: Mand, mellemøstlig udseende, 23-28 år, 175-180 cm høj, spinkel, brun hudfarve og kort sort hår. Han talte dansk og havde mørkt tøj på.

Hvis du har set noget eller ved noget om røveriet, vil politiet meget gerne høre fra dig på telefon 114.

Den 25-årige mand, der blev stukket, er fra Aarhus.

Publiceret 28 July 2019 11:38