En kvinde med ben i næsen fylder 100 år

Lisbeth Erhardt har oplevet meget i sit 100-årige liv; verdenskrig, medicinudvikling.... og en juridisk kamp mod Ebeltoft kommune

Af
Stine Østergaard

SOLBJERG Fru Elisabeth Erhardt byder velkommen i sit hjem i den flotte villa i Solbjerg, hvor der er kolde sodavand, diverse småkager og blommer fra de søde naboer på bordet. Med sin stok og tunge hørelse gætter man hurtigt, at hun ikke ligefrem er 25 år længere.

Men at hun 21. november fylder 100, ja det er jo nærmest svært at begribe, hvordan et menneske kan leve så længe og stadig være frisk i pæren. Nærmest en bedrift i sig selv. Der er knap 1100 nulevende danskere, som har kunne fejre deres 100 års fødselsdag.

"Tja, det er nu gået meget stille og roligt," siger fru Erhardt selv om det at runde det skarpe hjørne.

Selvom når hun fortæller om de mange ting, hun har oplevet i sit 100-årige liv, er det ikke "stille og roligt", der først falder en ind. Som en levende historiebog åbner hun op for livet som kvindelig medicinstuderende under anden verdenskrig, et liv med talrige flytninger og en årelang slåskamp med kommunen, som uretmæssigt overtog noget af hendes ejendom i Ebeltoft.

Lisbeth Erhardt blev født 21. november 1918 – i denne uge fylder hun 100 år. Foto: Stine Østergaard

Lisbeth Erhardt blev født 21. november 1918 – i denne uge fylder hun 100 år. Foto: Stine Østergaard

En standhaftig kvinde

Tippet om Lisbeth Erhardts fødselsdag tikker en fra en af hendes tidligere lejere, der fortæller at hun er kendt af mange i Ebeltoft.

"Det er både på godt og ondt, skal du vide," siger hun selv.

For hun var og er en kvinde, der ikke finder sig i at blive uretfærdigt behandlet. Ingen skal tro, at de kan løbe om hjørner med hende – slet ikke kommuner og ministerier. Hendes morfar gravede i sin tid fundamentet til Adelgade 1 og Torvet 7, 9 og 11. Grunden gik dengang helt ned til vandet, hvor Fregatten Jylland ligger i dag. Da hendes mor døde, testamenterede hun hjørneejendommen væk til kommunen, og det blev starten på en lang og hård kamp mod kommunen ad flere omgange.

"Der var altså en landinspektør, der ville forære justitsministeriet et stykke af mit jord. Og det ville jeg altså ikke finde mig i. Og jeg måtte altså kæmpe i to år. Og det kostede 80.000 kroner," fortæller hun.

Undskyldning på plads

Først var der problemer med den hjørnegrund, som Ebeltoft Kommune havde overtaget, der i virkeligheden hang sammen med det hus, som Lisbeth Erhardt stadig ejede.

"Så var der ikke adskilt elektricitet. Så sendte politibetjenten elektrikeren ind i min ejendom og begyndte at arbejde på elektricitetsudstyret. Uden at sige det til mig. Da de opdagede, at badeværelset gik ind under og lå i den anden ejendom, så afbrød de rørene – uden at sige det til mig! Sådan at min ejendom havde afbrudte rør, der løb ud på gårdspladsen. Det er måden, man behandler mig på. En molbohistorie uden lige!"

Senere opførte Justitsministeriet en ulovlig tilbygning omkring Tinghuset ved siden af Lisbeth Erhardts ejendom, hvor de blev ved med at få byggetilladelserne på bagkant – flere år efter, at det blev bygget.

"Og jeg har ikke lært noget om lov og jurister og så videre. Men jeg satte mig ned og satte mig ind i bygningsreglementer og byggelov. Simpelthen. Læse indenad. Og det er det, det gælder om," siger Lisbeth Erhardt, der i dag har på skrift fra daværende justitsminister Hans Engell, at det er sket på et ulovligt grundlag.

"Jeg har en undskyldning fra Justitsministeriet. Det er der ikke mange, der har."

Lisbeth Erhardt har mange minder gemt i sine skrapbøger. Dem har hendes mand været med til at lave. Han lever ikke længere, men når Lisbeth Erhardt en dag går bort, skal hun begraves ved siden af ham på kirkegården. Foto: Stine Østergaard

Lisbeth Erhardt har mange minder gemt i sine skrapbøger. Dem har hendes mand været med til at lave. Han lever ikke længere, men når Lisbeth Erhardt en dag går bort, skal hun begraves ved siden af ham på kirkegården. Foto: Stine Østergaard

En opvækst i 1900-tallet

Der skal meget spalteplads til for blot at fortælle om en brøkdel af Lisbeth Erhardts liv. Det kan næsten være svært at forholde sig til, at hun har oplevet så meget, når den spørgende journalist selv kun har levet mindre end et kvart århundrede.

"Du sidder her og hører på noget oldhistorie. Men længere væk er det ikke," siger Lisbeth Erhardt selv, velvidende om hvor anderledes hendes opvækst er i forhold til i dag.

"Det var så primitive forhold dengang, så du gør dig ingen forestilling," siger hun hovedrystende.

Som barn flyttede hun meget med sine forældre - fra Rudkøbing til Vejle, Nykøbing Falster og Aarhus er bare nogle af stederne. Hendes far var apoteker, og hun husker, hvordan sjippetovet blev lavet af tøjsnor, og hvordan der var slåskampe i Nakskovs gader.

Verdenskrig på tæt hold

Og dengang var verden stor. Hun husker, da sovjetrusserne myrdede Trotskij i Mexico.

"Jeg undrede mig over, hvordan i alverden de kunne være så ondskabsfulde at myrde ham helt ovre i Mexico... og at hadet kunne række så langt," griner hun.

Senere skulle verdenshistorien dog rykke tættere på – da tyskerne besatte Danmark under anden verdenskrig. Dengang læste Lisbeth Erhardt medicin i København. Hun husker tydeligt den 9. april 1940.

"Der stod jeg lige nede i Københavns centrum. Jeg boede i pensionat der, på tagetagen selvfølgelig og så tyske flyvere komme. Fra dag til nat blev der mørkelægning for alle vinduerne, og der gik tyske soldater i gaderne. Og så var det studieforhold med verdenskrig, og enkelte kammerater, der blev skudt. Jeg mistede et kursus i patologisk institut på Frederiksberg, fordi derinde lå en ung frihedskæmper på 18 år, og man kunne se tårerne løb på kinderne endnu. Vores meget dygtige prosektor (læge, der foretager obduktion af lig red.) var aldeles fortvivlet og rasende og lukkede hele instituttet, så jeg fik overhovedet ikke det kursus."

Den 4. maj 1945 husker hun lige så tydeligt, og fortæller detaljeret ad hvilke gader hun gik, da Danmark blev frit.

"Alle mennesker løb ned på gaden. Og hvad så jeg der? Der så jeg… sporvogne. Og oven på taget stod en fire-fem mennesker og jublede. På taget af sporvognene! Folk var fuldstændig vilde af begejstring over, at krigen var ophørt."

Også slægtshistorie og hele miseren med ejendommene i Ebeltoft er gemt i bøger med tekst, billeder og dokumentation. Foto: Stine Østergaard

Også slægtshistorie og hele miseren med ejendommene i Ebeltoft er gemt i bøger med tekst, billeder og dokumentation. Foto: Stine Østergaard

Kvindelig læge

Selvom anden verdenskrig lagde en skygge over studietiden, så blev hun uddannet i medicin og afsluttede den lægevidenskabelige eksamen med første karakter. Dengang fandtes der heller ikke SU. Det har krævet sin kvinde i et mandefag dengang, og mange af de mandlige medstuderende og undervisere så skævt til hende alene på grund af hendes køn.

Turnusordningen fik hun i Aarhus, mens hendes mand, der også var læge, var i Hobro. Dengang var arbejdsforholdene noget helt andet end i dag.

"Døgnlange, strenge vagter fra lørdag til søndag uden efterfølgende fridag. Det var uanstændigt. Jamen jeg fatter det heller ikke," griner hun hovedrystende.

Skønt arbejdsforhold og løn var ringe, har det været noget af det mest spændende i hendes liv at følge den voldsomme udvikling af medicin, kirurgi og operationer.

"Jeg har været med til at give elektrochok på sindssygehospitalet. Det var fuldstændig vanvittigt. Man tror, det er løgn. Men jeg har fået hele medicinudviklingen igennem med p-piller blandt andet. Det er meget ejendommeligt," siger hun og fremhæver penicillin som noget af det allervigtigste.

Efter otte år rundt om i landet på forskellige sygehuse med sin mand Mogens Erhardt , startede de i 1955 lægepraksis i Vibycentret, som de havde frem til 1986.

"Det var det allerbedste," siger Lisbeth Erhardt, der får besøg af naboer og familie på sin 100 års fødselsdag onsdag 21. november 2018.

Publiceret 20 November 2018 23:00