Pressefoto fra AGF

Pressefoto fra AGF

Steffen Rasmussen stopper fodboldkarrieren

Til sommer er det slut med fodbold for den 35-årige målmand, der har været i AGF næsten hele karrieren

Steffen Rasmussen lægger handskerne på hylden.

Den 35-årige målmand stopper karrieren, når hans kontrakt med AGF udløber 30. juni 2018.

Steffen Rasmussen har spillet næsten hele sit liv i AGF, hvor han fik debut i 2002. Siden er det blevet til hele 418 kampe for AGF. 

"Jeg elsker AGF og mit arbejde. Det er meget få mennesker forundt at leve af sin sport i så mange år, som jeg har gjort. Samtidig har jeg haft det privilegium at være i en fantastisk klub, hvor jeg gennem tiden har været omgivet af engagerede og dygtige mennesker," siger Steffen Rasmussen i en pressemeddelelse fra AGF og sender en varm hilsen til klubbens tilhængere.

LÆS OGSÅ: Podcast: AGF har for mange hverdagskampe

"Jeg er meget taknemlig overfor AGF's fans og den støtte, de har ydet. Det har været fantastisk at opleve deres støtte og loyalitet, og det har været et privilegium at spille for dem og i den trøje, vi alle holder så meget af."

Steffen Rasmussen har ved siden af fodbolden i de seneste par år uddannet sig til finansøkonom samt arbejdet i AGF's salgsafdeling. Til sommer gælder det nye udfordringer uden for fodboldverdenen.

"Jeg har fået et spændende tilbud fra DLG, hvor jeg skal være energikonsulent. Det er en god mulighed for mig, og det passer godt med, at det alligevel var ved at være tid for mig til at overveje, hvad der skulle ske, når min fodboldkarriere sluttede," siger målmanden.

En ægte AGF'er

"Steffen er en værdsat og værdifuld del af klubben, hvor han hver dag bidrager med sin store erfaring og sit engagement. Det har været imponerende at opleve, hvordan han med format har håndteret den øget konkurrence, han i de senere år har mødt om pladsen i målet. I den rolle har han vist sit høje niveau og været et eksempel til efterfølgelse," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

AGF-klumme: Nedrykning bliver ikke noget tema i år

"Steffen er for mig indbegrebet af en ægte AGF'er, der med en stor vindermentalitet og med hårdt arbejde har været en fantastisk målmand for AGF. Det er unikt i dansk fodbold, at en spiller får over 400 kampe for den samme klub," tilføjer Peter Christiansen.

Arkivfoto af Steffen Rasmussen.

Arkivfoto af Steffen Rasmussen.

AGF kommer til at markere Steffen Rasmussens karrierestop, når sæsonen går på hæld. AGF har tilbudt Steffen Rasmussen en såkaldt testimonial, men han ønsker i stedet at markere sit karrierestop på anden vis. Og i de næste måneder vil målmanden have fuld fokus på den sidste del af sin aktive karriere.

"Jeg har følelsen af, at jeg fortsat er en vigtig del af klubben og har en rolle at spille. Så nu vil jeg nyde min sidste tid som aktiv og have fuld fokus på de kommende kampe for os i slutspillet i Alka Superligaen," siger målmanden.

LÆS OGSÅ: Konkurrenternes talenter henvender sig til AGF

Steffen Rasmussen er født i Ørum på Djursland og spillede i sin ungdom for Stenvad BK, inden han som junior skiftede til AGF. I sin første sæson som senior tog han tilbage til Djursland og spillede for Grenaa IF, inden han vendte tilbage til AGF og i efteråret 2002 fik debut som 20-årig.

Han er den AGF'er, der har spillet flest Superligakampe. Det blev også til to ungdomslandskampe og udtagelser til både liga- og A-landsholdet.

jr

 

Publiceret 20 March 2018 14:00