Modelfoto

Modelfoto

18-årig fra Aarhus kendt skyldig i at dele sexvideo

Dommen lyder på betinget fængsel samt betaling af erstatning til de to 15-årige, der dyrkede sex på delt video

En 18-årig mand fra Aarhus har i dag i Retten i Aarhus fået en dom på 30 dages betinget fængsel for distribution af børneporno.

Dommen er en af de første i den omfattende sexvideo-sag, hvor flere end 1.000 unge over hele landet sigtes for at have delt en video, hvor to 15-årige har sex.

LÆS OGSÅ: 77 østjyder sigtet i kæmpe børnepornosag

Den 18-årige var tiltalt for at have delt videoen med 10 personer i 2015 og 2016. I dag blev han så kendt skyldig efter §235 om distribution af børneporno.

Den 18-årige erkendte de ulovlige delinger, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ud over dommen på de 30 dages betinget fængsel blev den 18-årig dømt til at betale 10.000 kroner i erstatning til pigen på videoen og 5.000 kroner til drengen.

"Jeg er tilfreds med, at også denne dom, slår fast, at der var tale om distribuering af børneporno, da videoen blev delt," siger anklager Østjyllands Politis anklager Rosa Pape.

Den første prøvesag i Østjyllands Politi blev afgjort den 5. februar:

LÆS OGSÅ: 20-årig østjyde kendt skyldig i kæmpe børnepornosag

 

Den første dom lød ligesom dagens dom på 30 dages betinget fængsel samt erstatning på 10.000 kroner til pigen i videoen. I dagens dom skal den tiltalte desuden betale 5.000 kroner i erstatning til drengen i videoen.

LÆS OGSÅ: Fire unge fra Aarhus skal være prøveklud i sexvideo-sag

Østjyllands Politi kører yderligere tre prøvesager i februar og marts mod unge aarhusianere, der er tiltalt for at havde delt sexvideoen.

jr

 

Publiceret 20 February 2018 15:00