Pressefoto

Pressefoto

Langenæs Bageriet åbner ny butik centralt i Aarhus

Ny butik i Thorvaldsensgade åbner i foråret 2018

Langenæs Bageriet åbner en ny butik i Thorvaldsensgade i Aarhus C.
Bagermester Michael Spottag har netop underskrevet lejekontrakt på en butik i en nyopført ejendom i Thorvaldsensgade, hvor han håber at kunne åbne allerede i det tidlige forår, måske allerede i starten af marts.

Det bliver med en 180 kvadratmeter stor butik, cafe og bageri. Butikken vil i sommerperioden også få udeservering, oplyser bageriet i en pressemeddelelse.
"Det er vores hidtil mest bynære beliggenhed. Der er mange boliger i området og samtidig en betydelig trafik ind og ud af byen og til og fra store attraktioner som Botanisk Have og Den Gamle By," siger Michael Spottag.
LÆS OGSÅ: Langenæs Bageriet slår stort brød op i Risskov

Den kommende forretning ligger tæt på og bekvemt for de mere end 8000 personer, der antages at bosætte sig i Ceres Byen - en af Aarhus' nye bydele, skabt på det gamle Ceres Bryggeris grund.

"Al erfaring siger, at det skal være nemt for forbrugerne at komme til bageren. Alligevel er der forbavsende få bagerier i dette område, så jeg er overbevist om, at vi har sikret os en kanon-placering," siger Michael Spottag, der i researchen omkring sin nye etablering har tilbragt en del morgener med at observere den intense cykeltrafik fra Brabrand-stien og hen imod 'hans nye hjørne'.

Michael Spottag trådte sine barnesko i forældrenes bageri i Grønnegade - ikke langt fra hvor den nye forretning placeres. Langenæs Bageriet er navngivet efter den hastigt voksende forretning, han sammen med hustruen Mitzi har bygget op med udgangspunkt i Langenæs Alle.

Pressefoto

Pressefoto

Fokus på Østjylland

Langenæs Bageriet er en bagerkæde med tre eksisterende butikker i hjembyen, to butikker i Horsens og Vejle samt et produktionsbageri i Horsens, der laver deje til bagerierne.

Michael Spottag fortæller, at han fortsat har kædeambitioner og satser på vækst, men nu primært i Østjylland. Som følge af denne fokusering har han derfor valgt at sælge sin butik i Viborg til en bagermester-kollega, Claus Doktor, der står bag MyBakery by Doktor i Hobro.

"Claus vil rigtig gerne tilbage til Viborg. Vi har været glade for at være i byen, men vi må erkende, at Claus rent geografisk har bedre muligheder for at udvikle Viborg, end vi har haft. Så det her er en optimal løsning for både ham, for os - og i sidste ende for Viborgs kunder", siger Michael Spottag.
 

Bagermester Michael Spottag. Pressefoto

Bagermester Michael Spottag. Pressefoto

Publiceret 26 January 2018 08:45