Oles Gård er rykket ind til byen:

Pizzaerne er nørdet igennem fra bund til top

Oles Gård har i denne uge åbnet en pizza- og kaffebar i Studsgade med de berømte Oles pizzaer, som er lavet på en helt særlig måde

Af
Af Stine Østergaard

Oles Pizzaer har du måske sat tænderne i til Northside eller andre steder, hvor Oles Gård er poppet op i bybilledet. Men nu er det altså slut med kun at poppe op i byen. Ole Christian Olesen har stadig sin gård i Hammel, men nu har han også en fast pizzabar i Studsgade midt inde i Aarhus.
LÆS OGSÅ: Gadesælgeren Ole er lykkelig over byrådets opbakning til food trucks
"I virkeligheden har jeg jo bare lavet et sted, jeg gerne selv vil gå ind på. Hvor maden er lavet af en kok, der går op i det, og hvor man ved, hvor råvarerne kommer fra," siger Ole Christian Olesen.
Alt er 100% økologisk og fra Oles Gård i Hammel. Bestiller man en pizza med gris, er Ole Christian Olesen helt med på, hvor mange år, den pizza har været undervejs.
"Grisen er vokset op på gården og når den er slagtet, lufttørrer vi selv skinken på knoglen. Det skinke, der er på pizzaen med gris har modnet i 16 måneder. Så sådan en pizza er nogle år undervejs," siger han.

Oles pizzaer fås med gris, okse, rillette eller uden kød. Foto: Stine Østergaard

Oles pizzaer fås med gris, okse, rillette eller uden kød. Foto: Stine Østergaard

Ole elsker at nørde mad

Bag det åbne køkken finder man et gammelt pengeskab, der er lavet om til kødskab. Her hænger skinker og salami, og Ole Christian Olesen vil hellere end gerne tale med kunderne om råvarerne. 
"Jeg kan fortælle en masse om det. Spørg mig endelig om salamien! Så kan jeg fortælle om, hvorfor den er fermenteret og ikke røget."
Oles Gård på Studsgade 20 er et sted, hvor man skal kunne få en unik madoplevelse. Man må også gerne bare komme og spise og gå igen – eller tage en pizza med hjem. Men der er plads til at gå op i maden, lige så meget som Ole Christian Olesen selv gør.
Han fortæller, at hvert eneste lag af pizzaen er nørdet igennem. Der er kartoffel på alle pizzaerne, og det er på ingen måde tilfældigt, hvilken kartoffelsort det er, hvordan den er marineret, og hvor tyndt den er skåret.
"Det er lige som at være i Italien. Der taler man om mad dagen lang. Der føler jeg mig rigtig hjemme. Herhjemme taler man ikke så nørdet om mad," siger Ole Christian Olesen.

Pizzabundene bliver dækket til med tynde skiver af kartofler, før de bages 1-1,5 minutter i stenovnen. Først bagefter kommer fyldet på. Foto: Stine Østergaard

Pizzabundene bliver dækket til med tynde skiver af kartofler, før de bages 1-1,5 minutter i stenovnen. Først bagefter kommer fyldet på. Foto: Stine Østergaard

Ikke en helt almindelig pizza

Faktisk er Oles pizza ikke en helt rigtig pizza. Men pizza er det ord, som kommer tættest på.
"Vi bager kun bunden med kartofler på. Alt andet kommer på friskt. Jeg begyndte at lave de her pizzaer, fordi jeg var træt af pizzaer, der var overlæsset med fyld, som bare fik en masse varme i ovnen," fortæller Ole Christian Olesen.
På Oles pizzaer er der hjemmerørt mayonaise, chilimarmelade, syltede rødløg, masser af vesterhavsost, lidt grønt og enten svin, oksekød, rilette eller en vegetarudgave med lidt ekstra grøntsager alt efter årstiden.
Planen er, at der vil komme en specialpizza ind i mellem – måske en månedens pizza. Og fyldet kan man heller ikke vide sig helt sikker på. Det varierer alt efter, hvilke godter Ole Christian Olesen kan trylle frem fra gården af. Lige nu er oksepizzaen med lufttørret kalvenakke, der har modet i fire måneder.
Er man ikke til pizza, kan man også komme ind og få en kop kaffe og en ostemad eller en skive surdejsbrød med chokoladesmør. Man kan også købe nogle specialiteter med hjem fra Oles Gård.

Publiceret 25 January 2018 19:15