Stemningsskitse fra lokalplanen, der viser, hvordan haveanlægget med sansehave kan se ud.

Stemningsskitse fra lokalplanen, der viser, hvordan haveanlægget med sansehave kan se ud.

Aarhus bygger særligt hjem til 125 personer med demens

Nyt demenshjem får sanserum og stimulerende havecenter, hvor beboerne og deres pårørende kan hygge sig

Aarhus Byråd har sagt god for byggeriet af et nyt demenscentrum, der skal være hjem for 125 personer med demens i moderat til sen fase. De skal sikres en tryg hverdag med fokus på oplevelser, stimulering af sanser og ro, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
"Det handler om omtanke for det enkelte menneske ramt af svær demens. Vi kan i det nye demenscentrum i endnu højere grad tilbyde fleksibilitet i boligerne og gøre hverdagen endnu mere tryg. Der bliver vinduer uden spejling, ingen forstyrrende unødvendige lyde, lysterapi til at stimulere sanserne, og rum og bygninger der på alle måder tilgodeser vores beboeres behov," siger Elisabeth Flindt, demenschef, Demens- og hjernecentrum Aarhus.
LÆS OGSÅ: Nyt ældreråd vil have bedre hjemmepleje
Byggeriet bliver i tre etager og får et sanserum med mulighed for lysterapi, som hjælper mod tristhed og depression. Beboerne får direkte adgang til et varieret og stimulerende haveanlæg, der binder hele byggeriet sammen. Der vil også være et specialdagcenter for hjemmeboende med demens.
"Det er med stor glæde, at vi kan begynde byggeriet og styrke indsatsen. Demens rammer flere og flere mennesker, og det har store konsekvenser også for ens pårørende. Vi har styrket forebyggelsen, behandlingen, omsorgen og samarbejdet og støtten til pårørende. Jeg er meget glad for, at vi med opførelsen af de nye boliger kan støtte endnu bedre op om mennesker ramt af demens, deres familier og venner," siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.
Familie, venner og andre pårørende til mennesker med demens er i høj grad tænkt ind i byggeriet, så de fortsat kan være sammen med den demente. De kan blandt andet hygge sig sammen i et centralt caféområde med udsigt over haven, fortæller demenschef Elisabeth Flindt.
LÆS OGSÅ: Ældre skal dyrke motion og lave mad sammen
Det nye demens- og hjernecentrum bliver sammenbygget med den eksisterende glasgang til Abildgade 9, hvor der er 27 plejeboliger og lokalcenter. Det nye byggeri kan gå i gang, så snart de forældede boliger fra plejehjemmet Abildgården er revet ned. Der er forventet indvielse i slutningen af 2020.
Der har ikke været nogen indsigelser til lokalplanen, der har været i høring i nogle måneder og blev vedtaget på onsdagens byrådsmøde. 
jr
 

Demenscentrum

 

Vedtaget lokalplan: http://www.aarhus.dk/da/politik/Byraadet/Byraadsmoeder/Tidligere-moeder/2018/2018-01-24/Dagsorden-af61/Lokalplan-1056-Demens-og-hjernecentrum.aspx


Det nye Demens- og Hjernecentrum bliver bygget på Skovvangsvej 97-99, 8210 Aarhus N. Det vil erstatte det eksisterende Demens- og Hjernecentrum på Graham Bells Vej 2, 8210 Aarhus N.

Publiceret 25 January 2018 09:00