Der er store planer for udbygningen af infrastrukturen i Aarhus og omegn. Planerne omfatter både nye letbaneetaper samt en ny bane til Silkeborg.

Der er store planer for udbygningen af infrastrukturen i Aarhus og omegn. Planerne omfatter både nye letbaneetaper samt en ny bane til Silkeborg.

Massiv udbygning af togtrafikken i Aarhus

Flere letbaneetaper og en ny regionaltogsbane til Silkeborg er på tegnebrættet. Banerne skal efter planen åbne omkring 2025

Af
Af Hans Larsen

Den kollektive trafik står over for massiv udbygning i Aarhus og Østjylland, hvis regeringen og de regionale myndigheder følger en ny millardplan for tog- og letbanetrafikken. Både staten og Aarhus Kommune har store ønsker til den kollektive infrastruktur, fremgår det af det visionære oplæg.
Det er første gang, at der udsendes en samlet plan for både statslige og regionale trafikinvesteringer. Planen indeholder både forslag om tre nye letbaneetaper og udbygning af regionaltogstrafikken til Silkeborg og Skanderborg samt nye terminaler, hvor der kan skiftes mellem letbane og regionaltog. På regionaltogsbanerne åbnes nye stationer i Aarhus og omegn.
Baggrunden for trafikvisionen er, at staten har oprettet en togfond, som skal finansiere elektrificering samt nye superlyntog, der skal drøne gennem landet og kun stoppe få gange, så rejsetiden mellem hver af de fem største byer bliver en time.

To supertogslinjer

Aarhus få to supelyntogslinjer. Den ene har kun stop i København, Odense og Aalborg, og mens rejsetiden fra Aarhus til Odense og Aalborg bliver en time, vil en togrejse til København kunne klares på to timer.
Den anden supertogslinje mellem Aarhus og København får stop i Fredericia, Vejle og Horsens, og rejsetiden mellem København og Aarhus bliver på den linje to timer og ti minutter. Parallelt med superlyntog kører andre intercity- og regionaltog, som betjener de mellemliggende stationer.
"Da regeringen er kommet med en togfond, har vi justeret vores strategi i forhold til letbanen, så den matcher med statens planer. Det betyder, at når man er kommet til Aarhus med superlyntog kan man skifte til letbanen og komme videre ud i grenene," siger rådmand for teknik og miljø, Bünyamin Simsek (V).

Rådmand Bünyamin Simsek (V), der her er fotograferet ved den kommende letbanes forløb over Egådalen, tror på, at de ambitøse planer for nye trafikinvesteringer bliver realiseret.

Rådmand Bünyamin Simsek (V), der her er fotograferet ved den kommende letbanes forløb over Egådalen, tror på, at de ambitøse planer for nye trafikinvesteringer bliver realiseret.

Letbanen skal udbygges

Den første udvidelse af letbanen skal ske på strækningen Lisbjerg Vest - Hinnerup. Der bygges et såkaldt Parkér og Rejs anlæg ved motorvej E45 i Lisbjerg, hvor bilister kan parkere og fortsætte med letbanen mod centrum eller Søften og Hinnerup.
Den næste letbaneudvidelse går fra Aarhus midtby til Hasle, Gjellerup og Brabrand. I Brabrand anlægges også et Parkér og Rejs anlæg, hvorfra der bliver omstigning mellem bil og letbane, regional- og fjerntog. I Brabrand åbner en ny station på den jyske længdebane.
Den sidste udvidelse af letbanen går fra Aarhus midtby til Viby, Hasselager og Kolt. Der er forslag om at åbne et Parkér og Rejs anlæg i Hasselager, som bliver et centralt omstigningssted mellem bil, letbane samt regional- og fjernbane.
Et flertal i Aarhus byråd er dog imod en omstigningsterminal i Hasselager, da superlyntogene ikke skal standse der, oplyser det socialdemokratiske medlem af teknik- og miljøudvalget, Steen B. Andersen.
"Det vigtigste er, at man kører med superlyntog fra centrum til centrum. Det eneste, der kunne være til hinder for det, er, at det koster en halv milliard kroner at forberede Aarhus Hovedbanegård til el-tog. Og supertogene skal være eldrevne," siger Steen B. Andersen.

Den første etape af letbanen er allerede besluttet. Sådan kommer det til at se ud på Oluf Palmes Allé i Aarhus Nord.

Den første etape af letbanen er allerede besluttet. Sådan kommer det til at se ud på Oluf Palmes Allé i Aarhus Nord.

Ny bane til Silkeborg

Mens det er politikere fra lokalområderne og Region Midtjylland, der beslutter, om letbanen skal udbygges, skal Folketinget beslutte, om der skal ske en udbygning af regionaltogsbanerne.
Det mest vidtgående forslag går ud på at bygge en ny og direkte bane mellem Aarhus og Silkeborg. Den vil få en række stationer i både Aarhus og omegn.
Derudover er det planen at indføre S-togslignende drift på den eksisterende bane mellem Aarhus og Skanderborg med afgang hvert kvarter i myldretiden. Det kan ske, da superlyntogene skal køre på en ny og direkte bane mellem Hovedgård og Aarhus.
Bünyamin Simsek ser optimistisk på trafikplanen, der kan gennemføres fra omkring 2025.
"Jeg tror, at planen bliver realiseret. Men vi kan ikke få det gennemført alene som kommune. Vi er dybt afhængig af, at regeringen hjælper til og støtter op omkring finansieringen af udbygningen af letbanen," siger Bünyamin Simsek.

Tror på projekterne

På Christiansborg er skatteminister Jonas Dahl (SF), som er valgt i Aarhus, også positiv over for massive trafikinvesteringer i Østjylland. Jonas Dahl var inden sin ministerudnævnelse trafikordfører.
"Den første prioritering er, at vi får superlyntogene på plads. Så kommer den allerede besluttede letbane, og næste skridt bliver at få undersøgt en ny bane til Silkeborg. Derefter tager vi stilling til letbaneudbygningen," siger han og fortsætter:
"Hvert år er der en halv milliard kroner til nye infrastrukturprojekter. Og for mig at se er det herfra, man kan finansiere en række af de forbedringer, man snakker om," siger Jonas Dahl.

null

Publiceret 13 January 2014 12:00