Politi advarede på forhånd: Men så mange blev blitzet på motorvej
Næsten hver tiende bilist, som kørte forbi fotovogn på motorvej ved Aarhus, blev målt til at køre for stærkt mandag aften.
På trods af, at Østjyllands Politi mandag på forhånd proklamerede, at betjente om aftenen ville sætte fotovogn op ved vejarbejde på Østjyske Motorvej nord for krydset med Herningmotorvejen i Aarhus, blev adskillige bilister blitzet.
Ifølge politiets døgnrapport kørte næsten hver tiende af de bilister, der kørte forbi i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 03.00, for stærkt. Derfor får nu i alt 132 personer en hilsen fra politiet.
37 af bilisterne kørte i øvrigt så meget for stærkt, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens 19 af dem kan se frem til et klip i kørekortet oven i bøden, fremgår det af døgnrapporten.
»Det er simpelthen alt, alt for højt et tal, og det er meget bekymrende, at så mange vælger fuldstændigt at ignorere hastighedsbegrænsningerne. Det er jo voldsomt utrygt for de folk, der skal gå og arbejde på strækningen, og der er en grund til, at den tilladte hastighed er sat så meget ned på stedet. Vi fortsætter vores kontroller de kommende dage, og vi håber, at bilisterne begynder at tænke sig om og sætter farten ned,« siger politikommissær Amrik Chadha, der er leder af Færdselssektionen hos Østjyllands Politi, i døgnrapporten.
På strækninger med vejarbejde er der dobbelttakst på bøderne, og hvis man eksempelvis når op på en hastighed på over 71 km/t, hvor fartgrænsen er 50 km/t, står man til en betinget frakendelse af kørekortet.
jwh