Politiet finder fuld mand uden kørekort i bil: Så drejer han nøglen
En 24-årig mand blev sent søndag anholdt, da han ikke hørte efter politiets ellers ret gode råd.
En ung mand lyttede ikke til politiets formaninger - og endte i stedet med at blive anholdt.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands politi.
En patrulje fik søndag klokken 23.50 øje på en bil, der holdt parkeret foran en brandvej på Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus C.
Bag rattet i den slukkede bil sad en 24-årig mand, som virkede påvirket af alkohol.
Han fortalte betjentene, at han ikke havde kørekort, men at han heller ikke havde tænkt sig at køre bilen. Ifølge den 24-årige sad han bare og ventede på føreren af bilen, og han havde slet ikke selv kørt i den.
Bilen tændt
Den 24-årige fik besked på at få fat i føreren hurtigst muligt og få flyttet bilen, da den holdt foran en brandvej, og samtidigt formanede patruljen ham om ikke selv at køre.
Betjentene kørte derfra, men vendte lidt efter retur, og lige da de ankom, så de, at den 24-årige havde tændt bilen og var i gang med at køre fra p-pladsen.
Han blev sat til at blæse i alkometer, der indikerede, at han havde en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel og kørsel uden førerret.
jro