Politijagt gennem byen ender brat: Vanvidsbilist i voldsom ulykke
En 19-årig mand bliver nu fremstillet i grundlovsforhør.
En jagt efter en flugtbilist endte fredag brat i et lyskryds i Åbyhøj.
Fredag eftermiddag vil betjente fra Østjyllands Politi tale med en ung mand i en sølvfarvet bil.
Noget, som bilisten dog ikke var interesseret i - og forsøgte altså at køre fra politiet, der dog var lige i hælene på den 19-årige, der sidder bag rattet.
»Bilen er stjålet og jagten er ikke så lang. Da patruljen får øje på den er det ene fordæk allerede punkteret,« fortæller Chris Mose, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Din Avis Aarhus.
Ifølge vidner skal bilisten have kørt ind og ud mellem bilerne på Silkeborgvej - til det pludselig går galt.
I krydset Silkeborgvej/Thorsvej/Haslevej ender jagten - flugtbilisten kører over for rødt og rammer en bil i krydset.
»Den bil, der bliver ramt, vælter om på siden,« siger vagtchefen.
På grund af sammensødet bliver det ikke det helt store problem at få bilisten anholdt.
Ifølge vidner bliver han lagt ned på jorden og i håndjern.
»Han bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 10.30. Han er sigtet for vanvidskørsel - i en stjålet bil - for at køre over for rødt og for at være påvirket af euforiserende stoffer,« siger vagtchefen.
Der blev tilkaldt en lægeambulance og to ambulancer - en af dem kørte fra stedet med udrykning. Ifølge Chris Mose er ingen dog kommet alvorligt til skade.