Kan vente i flere år: Ingen særlige kameraer på vej til »dødskrydset«
Rigspolitiet sætter flere it-projekter på pause, og det kommer til at ramme farligt kryds i Aarhus.
Det har et stykke tid været et længe ventet ønske for politikerne i Aarhus at få sat såkaldt rødlyskontrol op i krydset ved Edwin Rahrsvej og Åby Ringvej i Brabrand.
Nye målinger fra kommunen viser også, at 163 trafikanter i gennemsnit kører overfor rødt i krydset, hvor to kvinder også har mistet livet de seneste år.
Men et forsøg med såkaldte rødkørselskameraer, som tager billeder af nummerplader i krydset og sender bøder til trafikanter, der ikke holder tilbage, når de skal, er umiddelbart ikke på trapperne.
Det er helt grotesk
For i en pressemeddelse mandag oplyser Rigspolitiet, at man udskyder 20 it-projekter - og det rammer altså også forsøg med rødlyskameraerne:
»Vi har generelt en god og stabil it-drift i politiet, men når det kommer til at udvikle nyt, er vi udfordret på en række områder som fx legacy – altså at mange af vores systemer er baseret på gammel it-arkitektur og -teknologi. For at kunne nå i mål med de mest kritiske projekter, er det nødvendigt at prioritere i den samlede portefølje af it-udviklingsprojekter, så vi ikke sætter mere i gang, end vi har kapacitet til at levere på. Det betyder samtidig, at en række projekter må sættes på pause, mens andre ikke vil blive påbegyndt,« siger Stig Lundbech, it-direktør i Rigspolitiet.
Kan gå op til 7 år
Og der kan gå en rum tid, før de særlige kameraer er i krydset.
»Det forventes, at der tidligst kan påbegyndes prioritering af udskudte projekter til gennemførelse fra 2024, og at det derfra vil tage fire til syv år at gennemføre de udskudte projekter,« skriver Rigspolitiet i pressemeddelelsen.
Og at der kan gå syv år før kameraerne kommer op, vækker stor undren hos Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
»Det er helt grotesk. Det er komplet uforståeligt, at man ikke kan prioritere det her. I sidste ende er det jo arbejdskraftbesparende for politiet, fordi man ikke skal rende og føre trafikkontroller i samme omfang, som man skal i dag. Så det er en besynderlig prioritering af politiets ressourcer,« siger han til JP Aarhus.
Også rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), er stærkt forundret og kalder det »ekstremt skuffende«.
Aarhus Kommune lavede registreringer i krydset fra 1.-23. marts i år, og på den tid registrerede man 3.436 bilister, der kørte overfor rødt.
Med få års mellemrum er der sket to dødsulykker, hvor der i begge tilfælde har været tale om bilister, som har kørt over for rødt. I 2018 mistede en 21-årig kvinde live i en ulykke i krydset og to år efter mistede 23-årige kvinde i krydset, som flere gange er blevet omtalt som ”dødskrydset”.
am