Fik opkald fra Mads Pedersen: Kostede dyrt
Der blev hævet flere store kontante beløb.
Østjyllands Politi opfordrer jævnligt til, at man aldrig giver sit kort eller kode til nogen.
»Hverken politiet, banken eller andre myndigheder vil bede om din kode eller komme ud for at hente dit kort. Læg på, hvis du har mistanke om svindel, eller ring tilbage til hovednummeret og spørg efter den pågældende medarbejder,« skriver politiet nu igen.
For fredag gik det nu udover en 69-årig mand i det østjyske. Det fremgår af politiets døgnrapport mandag.
Den 69-årige blev ringet op af en mand, der sagde, han hed Mads Pedersen og kom fra politiet. Og den falske politimand fortalte den 69-årige, at en person havde trukket et større beløb fra hans konto og flyttet det til en konto i Grækenland.
Politiet var nu, ifølge svindleren, i færd med at efterforske denne hævning, og et bud fra politiet ville derfor komme til den 69-åriges bopæl for at hente hans dankort og pinkode som bevis til sagen.
Det endte med, at den 69-årige efterfølgende opdagede, at der var hævet flere store kontante beløb på hans konto.
am