Solgte tusinder af piller, men blev fanget på fersk gerning
Pille-manden fremstilles torsdag 23. marts i grundlovsforhør.
Som 22-årig mistænkes han for at have solgt tusinder af piller.
Manden stod onsdag eftermiddag og håndterede flere pakker tramadol, som er et morfinlignende stof, på en adresse i Aarhus V. Pludselig kom politiet forbi, og inden manden kunne gemme pakkerne væk, fangede politiet ham i ugerningen. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
På adressen fandt politiet en masse kontanter og flere tusinder tramadolpiller. Både piller og kontanter blev beslaglagt, samtidig anholdte politiet den 22-årige mand.
Det er ikke første gang, at den unge mand er blevet fundet i besiddelse af tramadolpiller.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.